En af de indsendte forslag er skolehunden Daisy fra Østbirk, en golden retriever på 1½ år. Daisys ejer Anne Platt har hver dag sin logrende ven med på sit job i indskolingen på Østbirk Skole, og hun synes, at netop Daisy skal på frimærke.
Daisy gør en stor forskel for børnene hver eneste dag. Hun giver tryghed og oplevelser og bruger sine hundeevner til både at trøste og opmuntre børnene og til at danne nye venskaber og relationer. Hun er virkelig en ener og er også en dejlig familiehund i sin fritid, siger Anne Platt om baggrunden for at indstille sin hund Daisy til konkurrencen.
I samarbejde med Dansk Kennel Klub udvælger PostNord fem vindere af konkurrencen, der kører på Facebook og Instagram frem til og med 3. marts. Vinderne får deres hunde portrætteret af en af landets bedste hundefotografer, og billederne bliver til en ny frimærkeserie, som udkommer 19. september 2019 i et oplag på 2 mio. stk. Alle kan nominere deres hund til at komme på frimærkerne.
Det er første gang i danmarkshistorien, at danskerne direkte kan indsende forslag til nye frimærker. Hunden er i dag en vigtig del af millioner af danskeres liv, så med danskernes egne hundemotiver kan vi fortælle et lille stykke samtidshistorie, og hylde vores firbenede venner, siger Martin Pingel, der er designchef i PostNord Frimærker.
Man deltager ved at beskrive, hvad der gør lige netop ens hund ’særlig’, og hvorfor den fortjener at komme på frimærke. Beskrivelsen lægger man sammen med et godt foto af sin hund i kommentarsporet på PostNord i Danmarks facebook-opslag om konkurrencen eller på sin egen Instagram-profil ved at bruge #minhundpåfrimærke.
Læs mere på postnord.dk/minhund.