Skoler og dagtilbud er åbne i Horsens Kommune



Skoler og dagtilbud er åbne i Horsens Kommune (Arkivfoto)

Alle skoler og daginstitutioner i Horsens Kommune er åbne for daglig pasning og undervisning.

Det slår borgmester Peter Sørensen fast, og dermed besvarer han også en lang række spørgsmål fra forældre til børn og unge i Horsens Kommune, som er bekymret for coronavirus, og som er usikre på, hvordan de skal forholde sig i forhold til dagtilbud og skolegang for deres børn.

- Det er klart, at vi følger udviklingen tæt, og det er klart, at hvis situationen skulle ændre sig i én af vores daginstitutioner eller skoler, eller hvis vi modtager ændrede anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, så vil vi straks handle derefter. Jeg er klar over, at en skole i Malling efter anbefaling fra Sundhedsstyrelsen er blevet lukket efter, at to elever er blevet smittet med coronavirus - men som sagt, vi følger udviklingen af virus tæt, og vi følger alle anvisninger og anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen, siger Peter Sørensen.

Han tilføjer, at alle større samlinger på skolerne selvfølgelig skal undgås, og det betyder, at alle arrangementer, hvor skoler og elever mødes på tværs, er aflyst, ligesom alle arrangementer i de kommunale haller - f.eks. skolefester - også er aflyst.

Opdateringer i Daycare og Forældreintra

Peter Sørensen understreger, at det er helt nødvendigt, at vi alle accepterer, at vi er nødt til at ændre adfærd og udvise samfundssind.

- Det her handler om, at vi skal reducere risikoen for smittespredning for blandt andet at beskytte vores ældre, svage og syge borgere bedst muligt. Vi skal tage videst muligt hensyn til vores mest sårbare borgere, men det også vigtigt at få sagt, at hvis man har nedsat immunforsvar eller lider af en kronisk sygdom, skal man selvfølgelig tænke sig grundigt om, før man forlader sit hjem for at deltage i et arrangement med mange mennesker og dermed udsætter sig selv for smitterisiko, siger Peter Sørensen.

Borgmesteren understreger desuden, at tingene kan ændre sig fra time til time og derfor opfordrer han til, at forældrene til børn i dagtilbud og folkeskole holder sig opdateret på henholdsvis Daycare og Forældreintra.

Helt overordnet henstiller Horsens Kommune til, at man er forsigtig og følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger hvad angår rejseaktivitet, sygemeldinger, frivillige karantæner mm.

Man kan holde sig opdateret på coronasmitte.dk, hvor man kan finde de nyeste udmeldinger fra de centrale myndigheder omkring Covid-19.
Horsens Kommune har iværksat en lang række initiativer for at forhindre spredning af coronavirus, og dem kan man læse mere om på www.horsens.dk.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025