Hedvig Skov lider af svære rygsmerter og en nedsat funktion i venstre side. Det betyder, at hun må have hjælp til vask og påklædning hver dag i sin lejlighed på plejecenter Søndergården i Horsens Kommune.
Tidligere foregik det delvist liggende i sengen med to medarbejdere til hjælp. Hver gang havde Hedvig kvalme samt svære smerter i ryggen. I dag foregår det hele uden smerter, siddende oprejst i en elektrisk bade-bækkenstol med hjælp fra blot én medarbejder, som hun kan sludre med undervejs.
- Alle arbejdsgange kan foregå i stolen; toiletbesøg, vask, bad og påklædning. Uden stolen skal beboeren vendes op til fire gange ved påklædning og vask i sengen, fortæller Dorthe Sandvad Christensen, der er social- og sundhedsassistent ved Søndergården.
Pleje i øjenhøjde
Stolen er designet til tryghed. Den har et naturligt fald, som understøtter kroppens bevægelsesmønster. Derfor kan man træne kroppens funktioner ved f.eks. at motivere borgeren selv at læne sig frem eller løfte benet, når tøjet skal trækkes på.
- Selv små ressourcer kan bruges og udvikles. Alene det, at en borger selv kan løfte et ben gør underværker i forhold til vores arbejdsgang, når hun skal klædes af og på. For os som personale er stolen en gave. Den kan vippes, dele sig, så man kan komme til, og køres helt op i 1,5 meters højde. Vi får en bedre arbejdsstilling og en bedre kontakt til borgeren, hvor vi er i øjenhøjde.
Velfærdsteknologi
- Bade-bækkenstolen er et eksempel på en velfærdsteknologi, som giver borgerne mere livskvalitet samtidig med, at der spares ressourcer, fortæller Maria Bæk Jørgensen, der er sundhedsteknologi-konsulent i Horsens Kommune.
- Alle plejecentrene i Horsens Kommune bliver udstyret med et par eksemplarer af bade-bækkenstolen og udvalgte medarbejdere bliver undervist i at bruge dem.
Stolen er en del af den bølge af velfærdsteknologier, som Horsens Kommune indfører i ældreplejen. I alt fire nye teknologi-pakker introduceres løbende på sundhedscentrene.
1. Toilet-teknologi: Elektronisk toiletsædeløfter, bidet og toiletbræt med skylle-tørrefunktion
2. Selvkørende støvsugere til fælles servicearealer
3. Elektronisk bade-bækkenstol og bevægelsessensor foran sengen, som bipper, hvis en borger, der er gangbesværet, er ved at stå ud.
4. Specialseng, der kan hjælpe borgeren med at stige ud af sengen