Sommertræning for voksne i ØIF



(Arkivfoto)

- Vi har både nye hold på programmet og hold, som har været i gang i flere år, fortæller gymnastikudvalgets formand, Thora Sørensen.

- I efteråret havde vi to danse-event, der tiltrak så mange fra byen, at vi gik i gang med at undersøge muligheden for at oprette et hold. Det er lykkes med Linda fra Voerladegård. Vi glæder os meget til at tage imod hende og håber at dem, der har efterspurgt et danse-hold, vil støtte op om det nye tiltag i Østbirk.

Danseholdet hedder ”Move to the music” og er en sjov og effektiv træning, hvor man får pulsen op og sved på panden. Musikken er overvejende latinamerikansk, krydret med eksotiske rytmer fra resten af verdenen og aktuelle hits. Alle kan deltage, bare man elsker at danse.

Som mere nyt kommer der også et udendørs naturtræningshold til kvinder. Det er et hold for alle kvinder over 16 år, som vil styrke deres grundform og som vil være med til at skabe en god platform med god stemning. Instruktøren er gymnastikforenings yoga-instruktør, Sæunn. ”I træningsprogrammet vil der altid være fokus på konditionstræning og styrketræning, hvor alle kan være med, for man arbejder i sit eget tempo. Til at begynde med er programmet bygget op med intervaller af 5 minutters pulsøvelser og 5 minutters styrketræning,” fortæller Sæunn. Træningen varer ca. 45 minutter. Holdet mødes ved hallen og går samlet op i skoven, hvor træningen foregår. Senere samme aften vil Sæunn have holdet yoga i hallen.

”Cirkeltræning” foregår også ude hele sommersæsonen med de to instruktører, Anne-Louise og Mette. Holdet tager afsæt i en kombination af styrketræning og cardio og varer en time. Instruktørerne laver fuldfunktionelle øvelser, hvor man bruger hele kroppen. Der arbejdes med en del gentagelser og en ret høj intensitet i selve træningspasset. Det kræver en god grundform at være med, da der sættes et højt tempo.

Man kan også vælge at være med på holdet ”Stram op” med instruktøren, Anette. Holdet er for alle og har fokus på styrketræning af hele kroppen primært ved hjælp af egen kropsvægt. Som noget nyt vil træningen foregå udendørs, hvor deltagerne mødes på flisearealet bag hallen, hvor der vil være opvarmning. Dernæst kan træningen måske byde på en tur ud af naturstien, et besøg på skolens legeplads eller en tur i outdoor fitness.

Det sidste tilbud fra gymnastikudvalget er 1 times step med instruktøren, Katrine: ”Jeg plejer at have holdet i halvanden time for at få lidt styrketræning med, men dette års sommertræning er udelukkende step og dermed en time med serier, god musik og sved på panden. Alle fra 13 år og op er velkomne på holdet, og det er ikke en forudsætning, at man har prøvet at gå til step før.”

- Vi føler os meget heldige, at vores instruktører vil bruge en del af deres fritid på at holde os andre i gang, slutter Thora Sørensen af.

Tilmelding til holdene sker på www.ostbirkif.dk under fanen ”gymnastik”.

• ”Cirkeltræning”: mandage kl. 19-20, første gang den 30. marts 2020
• ”Move to the music”: tirsdage kl. 20-21, første gang den 31. marts 2020
• ”Stram op”: onsdage kl. 17.30-18.30, første gang den 15. april 2020.
• ”Naturtræning for kvinder”: torsdage kl. 16.40-18.00, første gang den 2. april 2020 
• ”Yoga”: torsdage kl. 18.30-20.00, første gang den 2. april 2020
• ”Step”: torsdage kl. 20-21, første gang den 2. april 2020

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025