
Sparekassen Kronjyllands funktionschef for pension, Bettina Brask Cramer, fortæller, at du lige nu kan spare 2,7 procent ved at omlægge din kapitalpension til aldersopsparing.
Mange pengeinstitutter og forsikringsselskaber har 30. september som skæringsdato for, hvornår du kan omdanne din kapitalpension til aldersopsparing. Du skal derfor handle hurtigt, hvis du vil have mulighed for at nedsætte afgiften på din kapitalopsparing med 2,7 procent.
− Du skal på et tidspunkt betale afgift af din kapitalpension, og gør du det nu, har du en mulighed for en særlig økonomisk fordel. Afgiften hedder normalt 40 procent ved udbetaling ved pensionering, men indtil årets udgang er den kun 37,3, hvis kapitalopsparingen rettidigt omdannes til aldersopsparing, fortæller Bettina Brask Cramer, funktionschef for pension i Sparekassen Kronjylland.
− En aldersopsparing er en pensionsopsparing, du årligt kan indbetale 28.100 kroner på. Du får ikke skattefradrag for beløbet, men du skal dermed heller ikke betale skat af opsparingen ved udløb. Al afkast på aldersopsparingen beskattes kun med den såkaldte pensions afkastsskat (PAL-skat) på 15,3 %, oplyser Bettina.
Andre muligheder
Du har også mulighed for at få din kapitalpension udbetalt i 2014 til en afgift på kun 49,84 procent. 2014 er sidste år, hvor du har mulighed for så lav afgift, når du vælger at hæve din kapitalpension, før du egentlig er berettiget til den. Berettiget er du, når du når din pensionsalder. Har du en pensionsordning, der er tegnet før 1. maj 2007, kan du være berettiget allerede ved dit 60. år.
Du kan også lade din kapitalpension blive stående som kapitalpension og ved pensionstidspunktet få den udbetalt som en eller flere summer med 40 procent i skatteafgift. Alternativt kan du også vælge på et tidspunkt at omlægge til ratepension eller livrente.
Bettina anbefaler, at du inden 30. september får din økonomiske rådgiver til at hjælpe dig med at se på dine muligheder.
− Det værste, du kan gøre, er ikke at tage stilling. Inden 1. oktober 2014 bør du derfor beslutte, om du vil omdanne din kapitalpension. Lige om lidt er det for sent, advarer funktionschefen.