Spiser økomad og sover i det fri



En delegation på syv personer fra Tyskland har netop besøgt Horsens Kommune for at suge til sig af viden om ’den nordiske model’ og hvordan vi passer på børnene. De kommer fra området Lahn-Dill-Kreis den tyske delstat Hessen, og har dagtilbudschef Hans-Dieter Moos i spidsen for en række dagtilbudsledere. I forbindelse med deres tre-dages besøg i Horsens besøgte de daginstitutionerne, Vestbyen, Søndermark og Nim.
 - Vi er her for at blive inspireret og suge viden til os, som vi måske kan benytte derhjemme, lød det fra Annette Müller som er dagtilbudsleder og bestyrelsesformand for dagtilbudslederne i Lahn-Dill-Kreis.
 I hver af de tre institutioner blev de klædt på med viden om blandt andet børnenes overgang fra dagtilbud til skole, inklusion, kost og læreplaner– og så fik de ellers lov til at gå rundt at se på bygningerne og hvordan en hverdag i en børnehave eller vuggestue forløber.
 - Her er færre regler og flere pædagoger pr. barn, end vi har derhjemme. I en tysk daginstitution løber børn ikke barfodet rundt eller låner hinandens sko, og der er mere faste rammer for dagligdagen, siger Annette Müller

Danske børn sover ude
De var også imponerede over den måde, hvorpå daginstitutioner og skoler i Horsens Kommune arbejder tæt sammen om at skabe en let overgang mellem daginstitution og skole i den fælles strategi ’Det handler om børnene’. Ligesom de var betagede af den sunde og varierede kost i daginstitutionernes egne produktionskøkkener og at en stor del af den er økologisk.
 Men det, der overraskede dem allermest, var, at de små børn sover ude i barnevogne og krybber.
 Det var aldrig gået hos os, siger Annette Müller. Hun kan dog sagtens se fordelene ved at børnene får frisk luft og ro i barnevognen frem for på en fælles stue indenfor. Men deres børnehuse har slet ikke kapacitet til det, og hun er heller ikke sikker på, at forældrene vil gå med til det.
 Desuden gik snakken om, hvordan man er åben for kulturforskelle og forskellige religioner både i danske og tyske daginstitutioner, og at man f.eks. fejrer jul både her og der, på trods af at ikke alle børn er kristne. Flere af de tyske daginstitutioner hører under en kirke og i nogle af disse beder børnene bordbøn, men børnene må gerne bede f.eks. på arabisk, hvis de er muslimer.
 På tredjedagen for deres besøg fik delegationen en rundtur på Fængslet inden turen igen gik retur til Lahn-Dill-Kreis.
 yesGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025