
Feriebudgettet rækker noget længere i år som følge af, at den danske krone er styrket i forhold til en lang række valutaer.
Særligt England er blevet væsentligt billigere end for et år siden, fordi kursen på britiske pund er faldet i forhold til danske kroner som følge af det britiske Brexit. Sammenlignet med sidste år er det blevet 15 procent billigere at feriere i England. Det betyder reelt, at du kan købe det samme i år for cirka 850 kroner, som du sidste år brugte 1.000 kroner på.
Efter England er det Mexico og Sydafrika, hvor du i henholdsvis mexicanske peso og sydafrikanske rand kan have samme forbrug for færre danske kroner. I begge lande er det blevet godt 10 procent billigere sammenlignet med sidste år.
Lige efter følger Tunesien og Egypten, hvor det er blevet henholdsvis godt 7 procent og knap 6 procent billigere.
- Den relativt stærke danske krone er afgørende for, hvad det koster at opholde sig som forbruger i de respektive lande. Noget andet er selvfølgelig, hvad selve rejsen til de pågældende destinationer koster, og det er ikke nødvendigvis blevet billigere, siger cheføkonom i Spar Nord Jens Nyholm.
Sydeuropa status quo
På de mest kendte og populære rejsedestinationer i Sydeuropa er der på grund af den danske fastkurspolitik ikke sket de store ændringer. Den danske krone ligger dog lidt stærkere over for euroen, og dermed får danske turister i eurolande i år 0,3 procent flere euro for de danske kroner, end tilfældet var sidste år.
I Tyrkiet er den tyrkiske lira svækket med 7,5 procent i forhold til den danske krone, men det modsvares stort set af en stigning i inflationen på 6,5 procent. Du får altså flere lira for de danske kroner, men til gengæld er priserne steget, og derfor vil det opleves som næsten uforandrede omkostninger ved at holde ferie i Tyrkiet i år i forhold til sidste år.
Japan dyrest
Listen over lande, hvor det er blevet dyrere for danskere at feriere i, toppes i år af Japan, idet den japanske yen er blevet næsten 20 procent dyrere sammenlignet med sidste år. Herefter følger Island, New Zealand og Brasilien.