
Med budgetforslag 2018 har byrådspolitikkerne besluttet, at naturstien ved Husodde skal etableres med ”fast belægning” – underforstået asfalt. Mange borgere, inklusive mig selv, står fuldstændig uforstående over for denne beslutning, da naturstien fungerer helt perfekt, som den er nu. En asfaltbelægning vil uden tvivl skæmme den smukke natur, gøre området mindre attraktiv for løbere og andre motionister, øge mængden af knallerter og genere naboerne. Derfor er en løsning med asfalt en rigtig dårlig løsning. På vegne af en større gruppe borgere har jeg skrevet til Teknik- & Miljøafdelingen i Horsens Kommune med ønsket om større borgerinddragelse og en genovervejelse af den politiske beslutning. Dette er imødekommet så en endelig beslutning vedrørende fast belægningen af Husoddestien først træffes af den nye byråd.
I mine øjne vil det give meget bedre mening at bruge midlerne, der er afsat til asfaltering af naturstien på etablering af sikker skolevej omkring Stensballeskolen. Der er behov for sikre overgange ved både Værvej, Brådhusvej og ved overgangen på Bygaden ved Triton. Desuden skal etablering af cykelsti på Bygaden prioriteres fremfor at bruge pengene på at ødelægge naturstien ved Husodde. Hvis jeg kommer i byrådet, vil jeg arbejde for, at vi lægger asfalten de rigtige steder.Følg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!