Storstilet kampagne skal sikre alle unge en praktikplads



- Det er altafgørende, at der er nok praktikpladser, så de unge kan gennemføre deres uddannelse. Derfor sætter vi nu yderligere gang i en storstilet kampagne, der skal starte 1. januar 2015, siger borgmester Peter Sørensen (S). Arkivfoto.

Alt imens man på landsplan diskuterer problemet med at skaffe praktikpladser til unge, så de kan få en erhvervsuddannelse, gør Horsens nu en særlig indsats for at løse problemet.
 Horsens har i forvejen et intensivt fokus på oprettelsen af praktikpladser men sætter yderligere gang i en storstilet praktikpladskampagne, der skal løbe over to år med start 1. januar 2015.
 Målet er, at alle unge skal have mulighed for at få en praktikplads og dermed en erhvervsuddannelse.
 Bag kampagnen står Horsens Alliancen, der med dette initiativ vil sikre, at Horsens fortsat er danmarksmester i praktikpladser.
 Parterne bag praktikpladsinitiativet er Horsens Kommune, Learnmark Horsens, Dansk Byggeri, Dansk Industri, Håndværker- og Industriforeningens og Business Horsens.
 - Vi oplever i disse år, at flere og flere unge engagerede mennesker drømmer om en erhvervsuddannelse. Det er derfor altafgørende, at der er nok praktikpladser, så de unge kan gennemføre uddannelsen. Vi er allerede godt i gang med arbejdet, men denne aftale skal yderligere forstærke indsatsen. Praktikpladskampagnen skal have fokus på at imødekomme erhvervslivets behov for lærlinge oå kort og lang sigt. Og så skal aftalen desuden hæve det generelle uddannelsesniveau og styrke de erhvervsrettede uddannelser, så flere unge opnår erhvervskompetence på et højt fagligt og kvalificerende niveau, siger borgmester Peter Sørensen (S).

Med aftalen kan de unge i Horsens blandt andet se frem til:
- At der bliver oprettet det antal praktikpladser, der er behov for, og at alle unge på en erhvervsuddannelse får mulighed for en praktikplads
- Horsens Kommune ansætter i perioden 40 flere elever
- Samarbejdet med folkeskolen udbygges, så elever og lærere får større indsigt i erhvervsuddannelserne og fremtidige karrieremuligheder indenfor de merkantile og håndværksfag
- Horsens Kommune iværksætter en styrket indsats for, at flere ledige – både faglærte og ufaglærte - finder beskæftigelse inden for industri-, håndværk-, bygge- og anlægsbranchen
- Learnmark igangsætter en styrket indsats for at minimere frafaldet blandt de unge, der er begyndt på en erhvervsuddannelse
- Parterne vil samarbejde om at sikre oprettelsen af de nødvendige EGU-praktikpladser
- Praktikpladskampagnen skal målrettes lokale virksomheder, og kampagnen skal understøttes af opfølgningsbesøg ude på virksomhederne. Til det formål afsætter Horsens Kommune 0,5 mio. kr.
 Horsens Alliancen vil følge kampagnen tæt og løbende drøfte initiativer, der kan opfylde målsætningerne.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025