Når hver sjette student efter gymnasiet starter på en erhvervsuddannelse, så er det billedet på et tveægget dilemma for erhvervsuddannelserne.
Om blot fire år står vi med det problem, at håndværks- og industrifagene vil mangle en betydelig mængde kvalificeret arbejdskraft. Hvis denne mangel kan afværges, ved at de unge skal en omvej forbi gymnasiet, så venter vi gerne.
For gymnasiet er en modningsproces, hvor de unge har tid til at overveje, hvilken vej de vil gå efter endt eksamen. Og dermed er de mere klar på uddannelses- og arbejdsmarkedet, når de endelig starter på en erhvervsuddannelse. Det giver reflekterende unge, som er klar til at give den en skalle og bliver værdifuld arbejdskraft for virksomhederne.
Den anden side af dilemmaet er knap så kønt. For når hver sjette student egentlig skulle have valgt en erhvervsuddannelse fra start af – men i stedet ender med at vælge gymnasiet ligesom alle de andre – så er der meget vel tale om en såkaldt lemmingeeffekt. Men her er løsningen ikke at differentiere mellem uddannelserne ved hjælp af de adgangsgivende karakterer. Tværtimod.
Hos Arbejdsgiverne mener vi, at begge uddannelsesmuligheder skal have en adgangsgivende karakter på 2. Det er godt at stille krav til de unge allerede fra folkeskolen af. Men det skal ikke være deres karakterer som er udslagsgivende for, hvilken ungdomsuddannelse de kan tage.
Det er simpelthen et forkert signal at sende: ”Du fik desværre kun 2 som gennemsnit i dansk og matematik, så du kan ikke komme på gymnasiet. Men du kan søge ind på en erhvervsudannelse”. Vi vil komme til at tale ned om de unge, som går på en erhvervsuddannelse – og det fortjener de og deres fremtidige karriere på ingen måde.
En erhvervsuddannelse afskærer dig ikke fra at få en videregående uddannelse. Det er blot en anden – og mere praksisnær – vej at tage. Men hvor mange unge ved reelt, at du også kan blive ingeniør med en uddannelse som smed i hånden?
