
Vi investerer på den korte bane en del ressourcer i at lave en helhedsorienteret og forbedret indsats for den enkelte familie, siger borgmester Peter Sørensen. Arkivfoto.
Horsens Kommune gør nu en ekstra indsats for at hjælpe familier med sammensatte sociale problemer og ledighed.
Formålet er at give familierne et aktivt liv, hvor de voksne kan forsørge sig selv, hvor børnene hver dag kommer i skole og dermed får et godt afsæt til en ungdomsuddannelse, og hvor familierne får en hverdag med trivsel og sundhed – en hverdag som fungerer.
- Vi investerer simpelt hen i en styrket indsats over for de familier, som er ramt af flere forskellige problemstillinger. Og vores udgangspunkt er, at alle familier har noget at bidrage med, at alle familier skal være en aktiv del af fællesskabet – og alle børn skal have de bedst mulige betingelser for at få en god skolegang og en ungdomsuddannelse, siger borgmester i Horsens Kommune, Peter Sørensen.
Derfor skal der nu dannes et helt nyt team, som hele tiden kan arbejde med 25 familier – og som arbejder på tværs af Horsens Kommunes afdelinger og områder.
- Vi oplever i dag, at familier med forskellige former for sociale problemer er i kontakt med flere forskellige fagfolk eller sagsbehandlere samtidig. Det betyder også, at de enkelte familier kan være i gang med flere samtidige indsatser efter forskellige lovgivninger i forskellige afdelinger. Det er ikke altid hensigtsmæssigt, og derfor laver vi nu en helt ny og styrket helhedsorienteret indsats for de pågældende familier, siger Peter Sørensen.
Det indebærer blandt andet, at hver enkelt familie ikke skal have flere sagsbehandlere, der skal koordinere på tværs. Derimod tilknyttes hver familie en enkelt konsulent, der arbejder på tværs af alle afdelinger og som skal sikre helheden i indsatsen for hele familien.
- Vi investerer på den korte bane en del ressourcer i at lave en helhedsorienteret og forbedret indsats for den enkelte familie – og jeg har en klar forventning om investeringen kan give familierne et aktivt og velfungerende liv. Og jeg tror også på, at det nye initiativ på sigt kan skabe en forbedret velfærdsøkonomi ved, at familien bliver selvforsørgende og ved, at børnene får en uddannelse, siger Peter Sørensen.
Det nye team er en realitet fra 1. august 2017.
Giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!