Traditionen tro afholdt KFUM spejderne i Egebjerg arrangementet Spejder for en dag - et tilbagevendende arrangement, der har til formål at skabe opmærksomhed omkring spejderbevægelsen, vise hvem spejderne er, og hvad de laver. Byens borgere fik lørdag den 23. august mulighed for at snuse til nogle af de mange elementer, der er i at være spejder samt tage del i en fantastisk fælles oplevelse, der strækker sig over en hel weekend.
Arrangementet fandt sted på plænen over for Egekvisten, i dagligtale kendt som plænen ved Brugsen. Her sloges fredag aften lejr, gule og orange telte prydede plænen samt græsset langs Egebjergvej, bålsteder anlægges og spiseborde byggedes - en lejr tog form. Lørdag morgen blev Dannebrog hejst til top og en dag fyldt med aktiviteter begyndte.
- I Egebjerg har vi spejderenheder for alle - begyndende med Familiespejd og afsluttende med roverklanerne ... Aktiviteterne var derfor over dagen meget alsidige. Man kunne prøve kræfter med alt fra sandalkast til WOOP løb, fortæller Christina Rasmussen.
Et fast element lørdag aften er fællesspisning, hvor man dagen igennem har kunnet følge stegningen af de to pattegrise. Trods lørdagens bygevejr var der stor opbakning både til spisning, men ligeledes til det efterfølgende lejrbål, der blev afviklet af gruppens ene roverklan. Lejrbålet indeholdt sange, råb, sketchs og bål. En fantastisk aften sluttede med kaffe og kage og for de ældste spejdere et løb i mørket!
- Søndag blev græs atter til græs, teltene forsvandt tillige med pionering og bålsteder. Der var fælles afslutning med uddeling af årsstjerner - at modtage sin stjerne er stort, uanset om det er den første, eller der er gået mange forud for denne. Kl. 11.30 var også spejderne forsvundet og ingen synlige tegn var at se efter en skøn weekend - minderne bærer vi i os! Vi glæder os til et nyt år med både nye og kendte ansigter, siger Christina Rasmussen.