Det var et afbudsramt Østbirkhold, der med en sejr i Hovedgård lørdag eftermiddag kunne sikre eksistensen i serie 3. - 11 af slagsen, bebudede holdleder Bjarne Pedersen ved kampstart på Hovedgård Stadion.
Hans Ebbesens gule Hovedgårdspillere kunne med en sejr bringe sig op på siden af de grønne lokalrivaler, men ingen af holdene formåede at få spillet op på et niveau, der berettigede eksistensen i første halvleg. Det blev en tam omgang ”alibifodbold” uden nævneværdige chancer. Først da Hovedgård 10 minutter før pausen fik en spiller i straffeboksen for en eftertackling på Mads Sørensen, var der synlig styrkeforskel på banen. Østbirk dominerede halvlegen ud, uden det for alvor blev farligt.
Fuldtallige fra 2. halvlegs start tog de rapsgule dirigentstokken. Østbirk blev nærmest trykket ind i Hovedgård IF’s gamle klubhus, men det forblev et chancefattigt opgør.
Med 20 minutter tilbage vendte kampen 180 grader, pludselig var det hjemmeholdet, der forsvarede, og Østbirks tropper fik overtaget. Nicolai Holst og Rasmus Vangsøe Christensen agerede giftige spydspidser og med et kvarter tilbage fandt Nicolai Holst Vangsøe, der i to forsøg sendte bolden mellem benene på Dan Mikkelsen i Hovedgårdmålet. Målet tappede tydeligvis hjemmeholdet for kræfter ovenpå den klare dominans, og da Nicolai Holst 5 minutter senere øgede til 2-0, lignede det en kampafgørende scoring. Der var flere grønne chancer inden Allan Olesen blev udvist for i en afslutning at ramme sin modspiller, der bagfra kom i vejen. Med 4 minutter tilbage af den ordinære spilletid måtte Rasmus Vangsøe Christensen samme vej efter en duel med Dan Mikkelsen, og hjemmeholdet sluttede 2 mand oppe.
Det udnyttede Simon Bruhn Sørensen til reducering for hjemmeholdet kort efter. En situation, der sendte Østbirks Mathias Stougaard ud af opgøret efter et sammenstød med den ene opstander.
Dommer Steffen Helding Sørensen sendte berettiget opgøret ud i 3 minutters tillægstid, men kun en enkelt gang var hjemmeholdet rigtig tæt på den udlignende scoring. Derimod var Østbirks Nicolai Holst tæt på at lukke opgøret da han gik solo fra midten, og sendte bolden tæt forbi den ene opstander.
Resultatet sendte Østbirk i sikkerhed. Hovedgård har brug for mindst en sejr i de resterende 3 opgør. Kan den f.eks. hentes mod bundholdet Kolt/Hasselager, kan de rapsgule med sikkerhed også skrive serie 3 på visitkortet i 2015.
Østbirks fiduspokal gik til debutanten Per Brødsgaard Jensen.