
Engang var den en nedslidt campingvogn, men det er forlængst glemt, når den får nyt liv som Hesten, teaterfestivalens nye vartegn. Den kan opleves i de tre dage, det går løs med teater og oplevelser på scener og i Horsens byrum den 19.-21. september.
Erfarne scenografer og kunstnere fra teatermiljøet, Claus Helbo, Luise Midtgaard, Jesper Folke Olsen og Poul Jepsen står bag forvandlingen af den gamle Tabbert 5000, og det betyder garanti for finurlige og sjove overraskelser inde i den store konstruktion.
Forvandlingen fra campingvogn til hest foregår på et værksted i Østbirk, men i ugen op til teaterfestivalen flyttes Hesten ind på Søndergade i Horsens, så den er klar til officiel indvielse fredag den 19. september kl. 15.30.
Inde i hesten er det primært scenograf og installationskunstner Luise Midtgaard, der leverer oplevelserne. Hun er kendt for at skabe spændende, fantasifulde og sanselige rum, hvor børn og voksne kan gå på opdagelse. Hun beskriver det selv:
- I hestens indre kan man bevæge sig på opdagelse blandt dens dybeste længsler, drømme og hemmeligheder, og fortæller, at det på hendes værksted i øjeblikket vrimler med små heste, porcelænsløver, fuglefjer og gamle postkort, som kommer til at indgå i installationen.
Luise Midtgaard stod i 2012 bag den populære sanseudstilling for børn på Brandts i Odense, og er også en af kvinderne bag Hukommelsespaladset, en installation der kan opleves på Komediehuset i Skolegade under festivalen.
Hesten er et oplagt symbol at vælge for teaterfestivalen, da der både findes en hest i Horsens’ gamle byvåben og i festivalens grafiske identitet. Og som mytisk og eventyrlig skabning, som den trojanske hest, kommer den nye installation til at gemme på masser af overraskelser og hemmeligheder i sit indre.
Hestetemaet suppleres med hesteinspirerede aktiviteter i Kuben i festivaldagene, f.eks. kæphesteridning og fremstilling af rosetter til dygtige kæphesteyttere!
Økonomisk støtte fra Insero Horsens, Nordea-fonden og Mærk Byen har gjort det muligt at realisere Hesten, og festivalkoordinator Stine Kamstrup Knudsen glæder sig over projektet.
- Tanken er, at vi med Hesten har fået en ramme der fremover vil kunne rumme nye oplevelser til publikum hvert år, fortæller hun.