Teaterfestival sætter internationale spor



Det internationale islæt i dette års festivalprogram er blandt andet årets forrygende åbningsforestilling, som samtidig er en danmarkspremiere for det spanske teaterkompagni Compañía de Circo ”eia”.
 Det prisvindende spanske kompagni spiller nycirkusforestillingen ”Capas”, som handler om hvem vi er som mennesker - eller som festivalprogrammet fortæller: ”en ”cirkusudgave af tilværelsen”. Trods den spanske baggrund er sproget ingen hindring, da forestillingen er ordløs og i stedet ekvilibristisk benytter sig af fortælling på universelle sprog som bevægelse, musik og dans.
 Når Odsherred Teater spiller deres Pim and Theo er sproget til gengæld engelsk, for forestillingen er en co-produktion med teatre fra både England, Finland og Holland. Pim and Theo er på flere måder en usædvanlig forestilling. Det er snarere en installation, hvor publikum bevæger sig rundt i rummet sammen med skuespillerne. Forestillingen henvender sig til unge fra 15 år.
 Dansk børneteater er i absolut verdensklasse, og blandt publikum på Horsens Teaterfestival er der altid udenlandske gæster, som er i Danmark for at orientere sig i det danske teatermiljø, ofte med henblik på indkøb af forestillinger til scener eller festivaler. Således har Horsens Teaterfestival de senere år været et gavnligt mellemled for flere danske teatre, bl.a Hvid Støj Sceneproduktion og Teatret Fair Play, der dette efterår er inviteret til Rusland for at spille på baggrund af russisk besøg på festivalen sidste år. Don*Gnu skabte ligeledes gode kontakter i Horsens i 2013 og optrådte i foråret på en stor teaterfestival i Belgien.
 Også i år venter Horsens Teaterfestival besøg fra udlandet, bl.a. Tyskland og Norge.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025