Test af plejepersonale i fuld gang



Af Mette Pamperin Rasmussen

Alle ansatte i plejeboliger i Horsens Kommune tilbydes nu en test for Covid-19. Det sker efter anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed, fordi antallet af smittede i Horsens Kommune stiger.

- Horsens Kommune er i rød kategori. Derfor skal vi passe ekstra godt på vores sårbare borgere og vi skærper opmærksomheden på smitteforebyggelse. Det gør vi blandt andet ved at teste personalet på vores plejecentre, siger Charlotte Gjørup, der er Sundheds- og ældrechef i Horsens Kommune.

Tirsdag kl. 9.00 blev de første ansatte testet foran Ceres Centret. Blandt dem var personalet fra plejecentret Orions Hus, der ligger på Fabrikvej lige i nærheden. De var hurtigt på banen, da de skulle på tur med deres beboere og lige kunne nå testen, inden de skulle af sted.

- Det er rigtig godt, at vi bliver testet, så vi kan være sikre på, at vi ikke går rundt med sygdommen uden at have symptomer. Det er nemt på denne måde, når testbilen kommer til os, siger Charlotte Kjærgaard og Mette Hedegaard, der arbejder på Orions Hus. Begge havde gerne ladet sig teste på jobbet noget før, hvis det var muligt, så de hilser initiativet velkomment.

Det mobile testcenter vil i de kommende dage komme rundt på plejecentrene, så personalet kan blive testet, mens de er på arbejde.

Frem til den 23. september er det test-bilen fra Region Midtjylland, der kører rundt og tester hver dag fra 9.00 - 16.00. Derefter overtager kommunen selv opgaven. Horsens Kommune er i fuld gang med at uddanne eget testpersonale, der kan tage rundt og foretage de mange corona-tests af plejepersonalet.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025