Tid til at betale tilbage i Hoptrup



Gennem de sidste 8 år er der hvert år blevet opført en Danmarkspremiere på Hoptrup Efterskole, og i år er ingen undtagelse. Onsdag den 19. november kl. 19.30 åbner dørene til premieren på rockmusicalen Payback, der er en historie om jalousi, misundelse, ambitioner og de stridigheder, der kan plage en familie gennem mange år.
 - Vi kan selv vælge vores venner, men din fætter vil altid være din fætter, uanset hvad du gør. Og hvad han gjorde, da I var børn, vil følge dig resten af livet. Derfor er relationerne i en familie så vigtige at forholde sig til, siger Lars Thelonius, der har skrevet og instrueret Payback.
 I løbet af historien om pige-rockbandet Payback fører en række hændelser i en domino-effekt til, at de tre kusiner Lisa, Emma og Josefine ender i det ultimative opgør om, hvem der er familiens dygtige pige. Lisa har altid været alles yndling, men da Emma får chancen for at blive forsanger i Payback i stedet for netop Lisa, tager tingene en katastrofal drejning. Samtidig med at Lisa bærer på en stor sorg og bekymring derhjemme …
 - Det er måske min indholdsmæssigt mest ambitiøse musical – men samtidig har vi valgt at lave en rockmusical, så vi har muligheden for at skrue helt op for al lyd og lys, hver gang der er mulighed for at holde en fest på scenen, siger Lars Thelonius.

Pige fra Hovedgård med i Sønderjyllands største musical
Hoptrup Efterskole er kendt for et meget højt ambitionsniveau omkring produktionerne. Over 80 medvirkende på den 200 m2 store scene danner castet i en forestilling der er fyldt med sang, dans, musik og stærke skuespilpræstationer.
 Forestillingen spiller 7 gange i løbet af uge 48 og det forventes, at over 2000 publikummer lægger vejen forbi. Så uanset om man måler i antal medvirkende eller i publikumsantal, findes der næppe nogen egenproduceret musicalopsætning i Sønderjylland, der kan overgå det, der foregår i Hoptrup.
 Camilla Beenfeldt fra Hovedgård spiller rollen som Jono’s kæreste Josefine, der mest af alt ønsker at alt igen kunne blive godt mellem de 3 kusiner:
 - Det er en stor oplevelse at spille med i Payback, jeg har ikke før spillet med i så står en opsætning. Der skal arbejdes meget med karakteren, det er udforende og jeg lærer meget nyt. Jeg glæder mig meget til at vise forestillingen til så mange mennesker, siger Cecilie, der de seneste 6 sæsoner har spillet med hos Komediehuset i Horsens.
 Payback er skrevet og instrueret af Lars Thelonius, mens musikken er skrevet af John Sørensen, enkelte af numrene sammen med Lars Thelonius. Koreografierne er lavet af Marianne Skaarup og Kristian Studsgaard.
 Billetter kan købes på www.hoptrupefterskole.dk.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025