Halbal i Hovedgård



Halballerne skal tilbage til Hovedgård. Det mener Peter ”Salat” Petersen, som i efteråret overtog forpagtningen af hallens cafeteria.
 Så på lørdag inviterer han til halbal – og med en afprøvet opskrift: God mad og god musik med lokale orkestre.
 - Det bliver en glad aften for alle voksne, de unge og de modne, fortæller han.
 - Selve halballet koster 200 kr., bal og buffet kun 250 kr., selv om buffeten har en værdi på 150 kr. Men den rigtige hyggestemning kommer jo ved, at vi spiser sammen. Prisen for mad og bal er derfor sat, så alle kan være med.
 Ved halballerne før i tiden kunne Hovedgårdhallen fyldes af lokale beboere. Men tiderne er nogle andre, så til lørdagens halbal er invitationen spredt ud til Horsens, og der er arrangeret bustransport både ud og hjem. For dem, som tager mod tilbuddet, betyder det en 50’er ekstra.

Hjælp fra borgerforeningen
- Efter nogle års pause for halballerne er det lidt af en satsning, men jeg ønsker at genskabe traditionen. Jeg er heldigvis ikke alene om ønsket, folk har sagt pæne ord om initiativet, når jeg har mødt dem i hallen, og fra borgerforeningen hjælper seks-otte mand med formanden Martin Andersen Vind i spidsen med at pynte hallen, fortæller Peter Petersen.
 Musikken er gode navne, kendt fra Hovedgård- og Horsens-egnen.
 Joca P med John Petersen og Carsten Petersen spiller til maden.
 Fra kl. 21 og fire timer frem leverer Bomles Venner gedigen ”Bamse-musik”, afløst af Gasoglim, der er Danmarks måske mest autentiske Gasolin-kopiband.
 - Hvor de to orkestre har spillet, har unge og ældre sunget med og danset, så de er kommet hjem med hæse stemmer og ømme fødder. I mine øjne kan det ikke blive bedre!, siger Peter Petersen.
 Buffeten leveres af Restaurant Møllebæk. - Her har jeg også ønsket at skabe genkendelighed. Foruden at være lokalt forankret er stedet kendt for sin høje kvalitet.

Der er stadig billetter
Busserne kører fra busstationen i Horsens 17.10. Dørene i hallen åbnes kl. 17.30, og buffeten er klar kl. 18. Selve ballet foregår til kl. 00.59 – og kl. 1.00 lyder det fra scenen: - Tak for i aften! Umiddelbart efter returnerer busserne til Horsens.
 JP Tryk i Kattesundet i Horsens – indehaver John Petersen er identisk med den ene halvdel af Joca P – og forretningen Hugo i Industriområdet i Hovedgård har stået for billetsalget, som desuden er foregået online via www.place2book.com.
 - Der er stadig billetter at få, fortæller Peter Petersen. Men som lørdagen nærmer sig, anbefaler han, at interesserede henvender sig til de to fysiske salgssteder, fordi ekspeditionstiden over nettet som minimum tager to dage.

Ved fælles hjælp
Peter ”Salat” Petersen, som tidligere ejede Horsens Salatfabrik, overtog forpagtningen af Hovedgårdhallens Cafeteria i efteråret. Han driver i forvejen cafeteriet i Vesthallen i Horsens og en madbod i Vejle, samt fra forår til efterår en pølsevogn i Billund Lufthavn.
 Han er også en af de frivillige omkring klubben Horsens Freja.
 - Jeg har mange gange været med mine børn til bold i Hovedgårdhallen, da de var små. Og så har jeg været til halbal først i 1990’erne, hvor jeg var inviteret af Elvis & the Teddybears, som var et af de gode lokale orkestre.
 - Så med afsæt i gode minder og mine erfaringer fra Vesthallen og Horsens Freja sagde jeg omsider ja til hallens bestyrelse i efteråret. Jeg følte, jeg burde.
 - Den første kontakt var allerede i foråret 2014, men da havde jeg ikke modet. Et halcafeteria kræver mange timers tilstedeværelse til en absolut beskeden timeløn. På Facebook skrev jeg efter hjælpere, f.eks. pensionister og efterlønnere, og efter sommerferien havde jeg nogle stykker klar. Fra Hovedgård Borgerforening kom der tilsagn om frivillige hænder. Så turde jeg sige ja.
 - Nu handler det så om, at vi igen får liv i cafeteria og hal, som med halballet. Hovedgård skal fastholdes som en aktiv by. Det kan lykkes, når vi hjælper hinanden, og jeg håber derfor, at rigtigt mange gæster støtter op på lørdag, slutter Peter Petersen.
 

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025