
Er idræt noget, du ser frem til eller noget, der hurtigt skal overstås? Ud fra dette spørgsmål underholdt fysioterapeut, arbejdsmiljø - og idrætskonsulent Linn Trentel Busch tirsdag den 23. september i Kultur- og Medborgerhuset i Gedved. Men det var ikke bare underholdning. Der var stor viden, klare holdninger og fin fornemmelse for de glæder og faldgruber, som idræt og motion afspejler i det moderne travle samfund. Der var mødt meget få mennesker op, og det var godt nok ærgerligt, for Linn afslørede en endog meget stor viden om motivation, krop, bevægelse, idræt og kost.
Frem for alt var hendes budskab, at først når vi mennesker kombinerer krop og bevægelse med glæden, så bliver vi i stand til at løfte perspektivet.
Glæde er så langt den største motor, også langt mere effektiv end pligt og løftede pegefingre, sagde Linn og lignede fuldstændig en person, som selv levede op til sit eget budskab.
- Det var på alle måder en fornøjelse at lytte til hendes viden og erfaring. Hun var velforberedt og underholdende. Hun havde overblik, viden og afvekslende indfaldsvinkler til et emne, som vel i grunden har alle danskeres bevågenhed. Enten fordi man er ihærdig idrætsudøver eller fordi man har dårlig samvittighed over ikke at være det. Men også fordi der hele tiden kommer nye normer og standarder for, hvad der nu lige er det sundeste. Fitnesscentre dukker op alle vegne, og aviserne skriver hele tiden om fedmeepidemier og livsstilssygdomme? Så skal man gøre dit, og så må man ikke gøre dat. Den forvirring får mange mennesker til at opgive og tabe pusten, eller også udvikler de en fanatisk kropsbeherskelse, hvor personen ikke kan tænke på andet. Træner hele tiden og træner sit liv væk, siger en af tilhørerne, Birthe Bjørslev.
Linn Trentel Busch er i sandhed et menneske, hvis hjerte banker for sundhed til alle: børn, unge, ældre og mænd som kvinder.
- Det er veldokumenteret, at man lever længere og med større livskvalitet! Men det skal ikke være fanatisk og slet ikke med pisk og restriktioner. Men man kan heller ikke se bort fra, at det er veldokumenteret viden, at hvis mennesker dyrker motion på den rigtige måde og med glæde, så kan alle forbedre deres livspotentiale. De får simpelthen flere gode år at leve i. Og det gælder i alle aldre. Meen, lidt træning af viljesstyrkemusklen er nu nok nødvendigt!, sluttede Linn foredraget opfordrende
- Vi glæder os rigtig meget til næste gang Linn Trentel Busch holder foredrag i Gedved Medborgerhus tirsdag den 28. oktober kl. 19.30 og denne gang med fokus på kost, siger Birthe Bjørslev.