
Torkill Jensen på optagelse i Gedved, arkivfoto
Årsagen er den nye tv-ordning, der trådte i kraft 1. marts i år. Den betød, at TV Sket&Sets hidtidige samarbejdspartner ikke længere havde sendetilladelse. Da TV Sket&Set ikke har produktion nok til selv at få en sendetilladelse, skulle der søges en ny samarbejdspartner. Det blev DanmarkC TV i Fredericia.
DanmarkC TV ansøgte Radio- og tv-nævnet om godkendelse af, at TV Sket&Set kunne komme til at sende inden for DanmarkC TVs sendetilladelse. Men det har nævnet nu sagt nej til!
I Kulturstyrelsen, som er sagsbehandler for nævnet hager man sig i en lang redegørelse fast i, at et enkelt ord kan tolkes, som om DanmarkC TV ikke vil have ansvaret for udsendelser fra TV Sket&Set.
I konklusionen, som nu er modtaget fra nævnet står der:
Henvendelsen fra DanmarkC TV om muligheden for at sende programmer produceret af Horsens Sket & Set afvises med henvisning til § 11, stk. 1, 1.pkt. i bekendtgørelse nr. 145 af 18. februar 2014 om ikkekommercielt tv i MUX 1, hvoraf det fremgår, at programmerne skal ”udøves af” tilladelseshaver selv, hvilket efter nævnets praksis omfatter programtilrettelæggelsen samt de redaktionelle beslutninger om programmernes indhold.
Der kunne sendes ny ansøgning med præcisering af, hvem der har ansvaret. Men DanmarkC-tv ønsker ikke at forfølge sagen. For dem er sagen vel også først og fremmest bøvl, for vi kunne ikke betale mere til dem, end de ville have af ekstraudgifter ved at slippe os indenfor. Og de er økonomisk sikrede af et sekscifret beløb fra statens tilskud, der har til formål at bidrage til finansiering af stationens driftsudgifter, herunder til almindelige faste omkostninger såsom husleje, el, telefon, sendeomkostninger, programproduktion med videre.
Det er efter TV Sket&Sets opfattelse omsonst at prøve at finde anden samarbejdspartner end DanmarkC-tv i Fredericia. For de øvrige indehavere af sendetilladelser i vores område er tre stationer i Esbjerg og én i Sønderborg, så de øvrige ligger så langt væk, at der ikke er megen ide i at spørge dem, om vi kan sende inden for deres tilladelser.
Afslaget fra Nævnet kommer ikke helt bag på mig, siger Torkill Jensen, tovholder på TV Sket&Set. For jeg har talt i telefon med Kulturstyrelsens sagsbehandler. Han virkede ikke meget positiv. Ja, han var nærmest uvenlig! ”Det er ikke meningen,” og ”Vi har også andet at bestille,” var to af hans udsagn. Jeg blev efterladt med indtrykket at have talt med en myndighed og ikke med et serviceorgan!
Hvis Kulturstyrelsen opfattede sig som et serviceorgan, ville man formentlig have givet råd om, hvordan ansøgningen skulle omformes, hvis den skulle opnå godkendelse!
Det er i øvrigt tankevækkende, at den nye ordning med lokal-tv – som omfatter tilskud til lokale stationer inden for en ramme på 25-30 mio. kroner på årsbasis – kun dækker tre af TV-region Syds 13 kommuner. Man skulle tro, kulturstyrelsen ville klappe i hænderne, når der kunne opnås en lidt bedre dækning af regionen, så borgerne fik mere for pengene. Men nej! For der står jo ikke noget i ministerens bekendtgørelse om, at den geografiske dækning er vigtig!
Selv om TV Sket&Set altså ophører med at sende på tv, fortsætter virksomheden, idet der dog skrues gevaldigt ned for produktionen. Formålet vil ikke længere være et afspejle, hvad der sker i samfundene i Horsens og Hedensted kommuner. Da videoer blot vil kunne vises på YouTube og eventuelt på samarbejdende organisationers hjemmesider, vil der kun blive udført opgaver efter aftale med for eksempel frivillige foreninger.
TV Sket nåede at sende tv fra februar 2011 til og med februar 2014.