
Forhandlingerne omkring afgiftsniveauet ved køb af elbiler sluttede for Alternativet definitivt fredag, hvor Josephine Fock (Å) endegyldigt opgav at trække forhandlingerne i en rationel og grøn retning. Det var ellers ikke med hendes gode vilje, forklarer hun:
”Jeg havde virkelig bidt mig fast i bordkanten for at prøve at trække aftalen i en mindre sort retning, men det lykkedes ikke. Og det kommer man desværre til at kunne spore i den endelige aftale, der ganske enkelt vil være mere sort end grøn,” siger Josephine Fock og fortsætter:
”Vi havde gerne set en fortsat afgiftsfritagelse for elbiler, indtil de havde fået ordentligt fodfæste. Og vi havde også gerne kombineret med yderligere initiativer som fx gratis parkering og tilladelse til at køre i busbanerne, som reglerne er indrettet i fx Norge. Der har de ca. 46.000 elbiler, mens vi i Danmark kun har ca. 3.500,” siger Josephine Fock.
Aftalen om elbilerne kommer i en trist tid, hvor Volkswagen netop er blevet afsløret i omfattende snyd med udledning af de farlige NOx-gasser, der har alvorlige negative konsekvenser for sundheden. Samtidig er flere eksperter bekymrede for, at også andre bilproducenter snyder på vægten og producerer biler, der udleder mere end lovet.
”Det er skuffende, at regeringen vælger at gå i en retning, der går direkte ud over folkesundheden. Benzin- og dieselbiler er fortiden, mens elbiler i den grad er fremtiden. Aftalen, der nu bliver indgået vil gøre det så dyrt at købe en elbil, at det er svært at se, hvordan elbilerne skulle kunne bide sig fast i Danmark,” siger Josephine Fock og fortsætter:
”Vi ser allerede nu konsekvenserne af regeringens kurs i forhold til elbilerne, idet E.ON er på vej til at trække sig fra investeringer i Danmark. Jeg forstår i den grad godt E.ON, men jeg forstå virkelig ikke regeringen i denne sag,” afslutter Josephine Fock.