
Kommunen har blandt andet startet Projekt Samspil, hvor eleverne allerede fra 1. klasse er ude på virksomhedsbesøg. Arkivfoto.
Arbejdet på at få de unge til at tage en erhvervsuddannelse giver nu resultater i Horsens Kommune.
Ifølge tal fra Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling har flere elever i kommunen i år søgt ind på en erhvervsuddannelse i forhold til sidste år.
Der er tale om en stigning på 3,2 procent point fra 2015 til 2016.
Andelen af unge, der har søgt ind på erhvervsuddannelser i Horsens, overstiger desuden andelen på landsplan. Og mens der på landsplan er status quo på ansøgninger til erhvervsuddannelser, så er der en stigning i Horsens.
Stigningen kommer ikke bag på Birgitte Salling, der er leder af Ungeenheden i Horsens Kommune.
- Selvom antallet af elever, der vælger at uddanne sig til for eksempel murer, mekaniker eller social- og sundhedsassistent, ikke har rykket sig vanvittig meget, er stigningen alligevel et positivt tegn på, at de indsatser, Horsens Kommune har sat gang i på området, lige så stille begynder at give genlyd, siger Birgitte Salling.
Hun tilføjer:
- Kommunen har blandt andet startet Projekt Samspil, hvor eleverne allerede fra 1. klasse er ude på virksomhedsbesøg for – alt efter alderstrin – at arbejde med forholdene på arbejdsmarkedet. Her melder flere og flere virksomheder ind, at de gerne vil have besøg af de unge. Også erhvervsmentorordningen er en succes. Ordningen går ud på, at erhvervslederne frivilligt støtter unge, der har problemer med at gennemføre en ungdomsuddannelse, med sparring. Lederne gør langt mere for de unge, end vi havde forventet. For eksempel lykkes det flere ledere via deres netværk at skaffe praktikpladser til de unge.
Ifølge borgmester Peter Sørensen (S) er stigningen et tegn på, at ting lykkes, når man løfter i flok.
- I Uddannelsesalliancen og Horsensalliancen arbejder vi vedholdende på at få flere unge til at tage en ungdomsuddannelse, og et særligt fokus er rettet på erhvervsuddannelserne. Det er rigtig dejligt, når vi kan se beviser – hvor små de end måtte være – på, at udviklingen går i den rigtige retning.