
Der er mange hjælpemidler, som kan hjælpe personer med demens til at fortsætte med at dyrke deres interesser. Bl.a. kan man få et armbåndsur med indbygget GPS, så man kan fortsætte med at gå ture på egen hånd, siger ergoterapeut Jeanette With Lindér.
Bliv klogere på demenssygdom. Sådan lyder tilbuddet til alle pårørende og andet netværk til personer med demens i Horsens Kommune. De får nu mulighed for at få undervisning i at håndtere sygdommen.
- Undervisningen tager en positiv tilgang til sygdommen, hvor det handler om, hvordan både personen med demens og de pårørende kan leve livet videre med livskvalitet. Det gælder om at kunne gøre det, man altid har gjort, måske blot på en lidt anden måde, siger ergoterapeut Jeanette With Lindér.
Viden om demens
Der er tre forskellige undervisningsgange med temaerne: Viden om demens; Adfærd og kommunikation; samt Information om værgemål, kørekort m.v. Undervisningen varer to timer ad gangen og foregår på Plejecentrene Søndergården, Nørrevang og Ceres Centret i ugerne 41, 43 og 45, nogle i dagtimerne og andre om aftenen.
Baggrunden for undervisningen er resultatet af en undersøgelse blandt pårørende til personer med demenssygdom, som Demensteamet i Horsens Kommune lavede i foråret. Undersøgelsen viste, at der er behov for mere viden og information om sygdommen og den hjælp, man kan få.
- Vi vil gerne sikre, at pårørende, som ofte står i en svær situation, er så godt klædt på som muligt i forhold til viden om sygdommen. Derfor håber vi, at mange vil lægge vejen forbi undervisningen. Man kan selv vælge, hvilke undervisningsgange, man ønsker at følge, og på hvilket plejecenter, siger demenskonsulent Sara Lund Laugesen.
Ud over undervisningen bliver der oprettet pårørendegrupper, hvor pårørende kan dele erfaringer og bekymringer med andre i samme situation.