
De unges situation er ofte så kompleks, at flere kommunale instanser er ind over. Takket være projektet taler alle involverede nu sammen. Det sikrer en tidligere, hurtigere og mere målrettet indsats til gavn for den unge, siger projektleder Heidi Andersen
Udsatte unge finder selv vejen og løsningerne – med støtte og rådgivning fra kommunale fagpersoner og fra familie og venner.
Det er udgangspunktet for Projekt Vejen til Uddannelse og Beskæftigelse i Horsens Kommune.
Projektet har til formål at få anbragte/tidligere anbragte og sårbare unge mellem 15 og 23 år i uddannelse eller job.
Det gøres ved så tidligt som muligt at samle et hold af professionelle samt familie, venner og måske naboer, der – med den unge som midtpunkt – kan lægge en plan for fremtiden.
Indtil videre har 25 unge været i berøring med projektet. Blandt andre den 17-årige Alex (navnet opdigtet af red.) som for øjeblikket er i behandling for sit hashmisbrug.
Hans mor, der også ønsker at være anonym, fortæller om forløbet:
- Min søn pjækkede fra skole, og det viste sig, at han røg temmelig meget hash. Vi havde svært ved at tale sammen om det, og det endte med, at han selv henvendte sig til kommunen for at få hjælp. Det var sådan, møderne startede. Alex ved, at han gerne vil være murer, og det blev han bakket op i, men han havde det fortsat svært og begyndte også at blive væk fra møderne. Det var først, da han sagde ja til at komme i behandling for sit hashmisbrug, at situationen for alvor vendte. Nu har vi et meget bedre forhold til hinanden, og jeg tror på, at han fremover - med hjælp fra gruppen - nok skal komme i gang med en uddannelse.
Ifølge projektleder Heidi Andersen har de unge masser af ressourcer, som bare er blevet stækket på grund af omstændigheder i deres liv. Nogle slås med psykiske diagnoser, andre med et misbrug og begyndende kriminalitet. Fælles for disse unge er, at de generelt stejler over at få noget trukket ned over hovedet. Derfor er det vigtigt, at de ikke bliver mødt med løftede pegefingre men i et konstruktivt samarbejde med professionelle fagpersoner.
- De unge skal selv sætte dagsordenen for, hvad der skal ske på møderne. På den måde får de ejerskab til deres egen situation og ansvar for, at der sker en udvikling. Vores opgave er at støtte de unge ved så tidligt som muligt at sætte rammerne for en række møder, hvor den unge kan lægge en plan for sit liv - omgivet af familie og venner samt relevante professionelle som for eksempel beskæftigelsesrådgivere, familierådgivere, vejledere fra Ungeenheden og Step 10, U-turn m.fl., fortæller hun.
Der er mulighed for at lave et anonymt interview med moderen.
Foto: Per Algreen.