Vær med, når Horsens taler om en grønnere hverdag



Hvordan kan vi reducere brugen af plastik? Det er et af de emner, du kan komme med input til, når en ny møderække sætter en grønnere hverdag på dagsordenen. Foto: Horsens Kommune.

Af Rikke Schjøtz Jensen

Vil du være med til at tale om bæredygtighed og en grønnere hverdag? Så er der tre gode muligheder i løbet af de kommende uger og måneder.

GRO - Horsens Kommunes Grønne Tænketank - har arrangeret en møderække, hvor emnerne plast, biodiversitet og cirkulær økonomi er på programmet. Alle møderne bliver holdt i Salen på Horsens Bibliotek, Tobaksgården 12, og er åbne for alle.

Første møde bliver afholdt mandag den 17. februar 2020 kl. 19-21. Her vil Bjørn Bauer, direktør i virksomheden PlanMiljø, dele sine input til og gøre os klogere på debatten om plastik.

"Horsens Taler" er tænkt som inspiration og vidensdeling med interesserede, hvor man samtidig kan komme med input til det, GRO senere skal debattere. Som kommunens grønne tænketank er GRO's opgave at lave visioner og komme med anbefalinger til Plan- og Miljøudvalgets arbejde.

Paw Amdisen, der er formand for GRO, ser frem til, at der bliver taget hul på møderækken med det første møde om plast:

- Plastik fylder meget i vores hverdag. Det er noget, vi har brug for, og samtidig er vi meget bevidste om, at plastik er skadeligt for miljøet. I Horsens Kommune skal vi kigge på, hvordan vi kan reducere brugen af plastik, og det vil vi bl.a. i GRO komme med anbefalinger til. I GRO vil vi gerne have mere viden om emnet - og den viden vil vi gerne dele med andre, ligesom vi gerne vil have input til vores arbejde med emnet.

Et nyt syn på ukrudt?

De tre "talks" vil være en blanding af oplæg, debat og spørgsmål fra salen.

De to øvrige møder foregår:

Mandag den 16. marts 2020 kl. 19-21: Biodiversitet

Biodiversitet handler om mangfoldigheden af dyr og planter. Horsens Kommune er i gang med at lave en strategi for biodiversitet, som måske kommer til at udfordre vores billede af ukrudt? Strategien skal sætte rammerne for, at kommunen kan øge biodiversiteten og vise, hvilke muligheder der er i private haver. 

Mandag den 20. april 2020 kl. 19-21: Cirkulær økonomi

Cirkulær økonomi er et begreb inden for bæredygtighed. Men ikke alle cirkulære metoder er lige bæredygtige. Det handler om mere værdi og bedre miljø gennem design, forbrug og genanvendelse.

Det er gratis at deltage - billetter kan fås på horsensbibliotek.dk og på kommunens biblioteker.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025