Borgerforeningen i Haldrup har altid meget stor opbakning til deres loppemarkeder, og det var det samme i søndags. Udbuddet af indsamlede effekter var stort, mange kunder både udenfor og inde i salen og god handel. Og auktionen over specielle ting, hvor advokat Evan Herrig er en rutineret, myndig og hyggelig auktionarius, der på en venlig og humoristisk måde får bud, hvor interessen ikke er så stor, men også får gode bud, når varen er noget særligt. Der er en god stemning i forsamlingshuset denne dag, og auktionen samler køberne omkring scenen, hvor auktionen er et underholdende indslag.
- Vi havde mere end 200 interesserede købere til de indsamlede lopper, som er givet af lokale Haldrup-borgere. Lige fra markedet åbnede kl. 10 og til det sluttede kl. 16 var der stort rykind – og til de 2 auktioner kl. 11 og kl. 14 var der mange der bød rigtig godt på de mere end 80 numre. Auktionerne indbragte tilsammen mere end 12.000 kr., hvilket er et meget flot resultat, siger koordinator Aage K. Rasmussen.
Det øvrige overskud på kr. 28.000 kommer fra salget i de forskellige boder, hvor der kunne købes alt fra glas, porcelæn, nips, tøj, el-artikler, møbler, legetøj, julepynt, cykler og meget meget andet. Flere end 50 haldrup-borgere har således i week-enden medvirket til afviklingen af det lokale loppemarked. Overskuddet går ubeskåret til driften af Forsamlinshuset, medens de ikke solgte brugbare effekter gives til humanitære organisationer.
- Vi er meget glade og tilfredse med det fine resultat – det bedste siden 1978, siger Aage K. Rasmussen.
bogo