Lørdag den 20. august afholdes for 11. gang Hylke Veterantræf & Markedsdag på pladsen ved Købmanden i Hylke og Hylke Skole.
Over 100 veterankøretøjer er allerede tilmeldt træffet, der er åbent for alle typer køretøjer til og med 1980; biler, motorcykler, knallerter, scootere, traktorer, lastbiler mm. Træffet starter kl. 9.30, men allerede tidligt om morgenen ankommer de første køretøjer til pladsen.
Kl. 10.15 kører de fleste af deltagerne ud på en køretur rundt om Skanderborg Sø, og undervejs afholdes der tradionen tro ”Pit-Stop” på Ejer Baunehøj, hvortil de første køretøjer forventes at ankomme ca. 10.50.
Mandskab fra foreningen Ejer Baunehøjs Venner står sammen med andre frivillige klar til at modtage køretøjerne og guide dem på plads, og efter ca. en halv times pause fortsætter de ud på ruten, så alle kan være tilbage på træfpladsen i Hylke til frokosttid. Her vil der dagen igennem være kræmmerboder for både voksne og børn, og lokale firmaer står klar til at præsentere deres varer og uddele smagsprøver.
I tidrummet fra 11 til 15 vil der for alvor blive gang i festen, når live musikken på pladsen med bandet Black Rose starter. Ved jubilæumstræfet i 2015 tog Black Rose publikum med storm. De flotteste veterankøretøjer præmieres og får diplomer. Kåringen foretages af nogle særdeles kompetent dommere - i form af deltagerne selv. Besøgende på pladsen kan indtil kl. 13.30 stemme i konkurencen Publikums Favorit, og efterfølgende selv vinde fine præmier , når der trækkes lod blandt alle afgivne stemmer.
Veterantræffet slutter ca. kl. 15, når alle præmier og klapsalver er uddelt.
Velkommen i "klubben" - giv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her!