Vi bør øge indsatsen imod kopi- og smuglercigaretter



Minimum hver 10. cigaret, der ryges i EU, er illegal. Eksempelvis rigtige mærkevarecigaretter, der blot er indsmuglet til landet, men der kan også være tale om kopiprodukter, der er produceret på illegale fabrikker og som kan indeholde alle mulige farlige ingredienser lige fra uld til kamelafføring. Omsætningen på illegale cigaretter i Danmark er op imod en milliard kr. om året ifølge estimater fra EU’s kontor for bedrageribekæmpelse - og det er på det nærmeste risikofrit at handle med illegale cigaretter i Danmark.
 I lande omkring os foretages der en kontinuerlig indsats, mens vi i Danmark ikke særskilt registrerer i POLSAS, når der beslaglægges ulovlige cigaretter. Som samfund risikerer vi at se til i forhold til et problem, der sagtens kan have større omfang end vi egentlig er klar over. I lande omkring os findes der kvalificerede vurderinger fra EU og nationale myndigheder, der fastslår at i Storbritannien ligger den illegale markedsandel på op mod 20%, i Norge 50%, Tyskland 10%, Sverige 15% og i Frankrig i omegnen af 20%.
 Således er der altså tale om en kriminalitet som årligt påfører det danske samfund et tab på imellem 100 og 150 millioner kroner om året!
 Når man samtidig lægger til, at denne form for kriminalitet på nuværende tidspunkt ikke prioriteres af politiet og nærmest er konsekvensløs, idet sagerne som udgangspunkt overdrages til SKAT, og at der derved ingen efterforskning sker, så kan man kun forestille sig, hvor stort og omfangsrigt problemet må være i Danmark. Derfor bad Dansk Folkeparti i forlængelse af et samråd i retsudvalget den 13. december 2016, om indsmugling af cigaretter, Skatteministeren oplyse hvilke redskaber toldmyndighederne i lande som Norge, Sverige og Frankrig har til rådighed, som de danske toldmyndigheder ikke har. Senere modtog Folketinget et supplerende svar , der tydeliggør, at der kan hentes inspiration i bl.a. Sverige og Frankrig til at udvide de danske myndigheders beføjelser. Disse erfaringer fra udlandet bør indgå i myndighedernes arbejde for at styrke Danmarks indsats mod illegal handel med cigaretter. Desuden er det afgørende, at indsatsen finder sted både i Justitsministeriet og i Skatteministeriet.
 Smugler man cigaretter i dag, er det stort set uden konsekvens for både smuglere og bagmænd. Man kan som lovovertræder opleve at få beslaglagt de illegale varer, og hvis man er uheldig, kan man få en afgiftsbøde af SKAT. Altså, små straffe til et stort problem.  Det er DF meget magtpåliggende at lukke den organiserede kriminalitets finansieringskilder. Derfor bør der sættes ind over for illegal handel med cigaretter og det kriminelle marked. Det er afgørende, at vi lovgiver særskilt på området med skærpede straffe samt øgede krav og beføjelser til, at politiet og de relevante myndigheder kan sætte ind over for den illegale handel.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025