Vinder de Handicap MGP?



Skal man tolke på omkvædet, der starter med ”Tro på dig selv, du er unik”, er der god grund til at mene, at bandet fra Holstebro Kommune har det, der skal til for at komme øverst på sejrskamlen.
Om ikke andet er det utroligt flot, at gruppen fra Vemb er udtaget som ét af landets bedste bud på en melodisk ørehænger til Grand Prix for Handicapbands.
I konkurrencen deltager seks jyske og fire sjællandske grupper, der går på scenen kl. 13.45 den 25. oktober 2014.

Et rigtigt konceptband
All Kinds er i bedste X-factor stil sammensat af tre dommere, der efter en åben audition med tre grupper fra Mariebjerg, satte holdet med syv meget forskellige unge medlemmer fra 18 til 22 år.
Sangen ”UPS and DOWNS” er skabt gennem samtale med flere af de unge, fortæller Lone Engsig, som er lærer på Mariebjerg - et uddannelsescenter for unge og voksne med særlige behov.
- Melodien og omkvædet er skabt sammen med de unge fra bandet, og jeg har skrevet teksten i de tre vers med inspiration herfra. Vi har valgt navnet ”All Kinds”, fordi vi er meget forskellige, både hvad diagnoser, udfordringer og personlighed angår, forklarer Lone Engsig.
Grand Prix for Handicapbands er først og fremmest en festdag, hvor unge med handicap får mulighed for at fremføre sin musik i en konkurrence og præsentere sit band med en udvalgt komposition.
- Vilkårene for at deltage er rimelig skrappe, og juryen ser bl.a. på, om der er sammenhæng mellem fremførelsen på scenen og indholdet af tekst og melodi. Fællesskabet og glæden ved musikken er i højsædet, men selvfølgelig går vi efter guldet, understreger Lone Engsig.
Kun en fjerdedel af bandet må understøttes af musikalske personalekræfter, og der skal fuld skrald på mikrofonerne hos alle, der synger.
I første runde sender juryen tre orkestre videre til finalen samme dag. De tre finalister optræder endnu en gang, og herefter skal juryen kåre nr. 3, 2 og 1.
Præmierne er på 2.000, 3.000 og 5.000 kr.
All Kinds kæmper om podiepladserne mod bands fra bl.a. Silkeborg, Viborg og Vojens
Der er lydprøver fredag den 24. oktober 2014 i Tinghallen Viborg
Viborg Kommune og STU Viborg står for arrangementet.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025