Den danske vindmøllestøtte kunne være udtænkt af en nordkoreansk planøkonom. Officielt signaleres det, at vindmøller giver den billigste strøm og at det er godt for forbrugerne og for klimaet.
I propagandaens verden er alt i den skønneste, grønne orden. I virkelighedens verden fungerer den danske planøkonomiske vindmøllestøtte sådan, at jo lavere elpris, jo højere tilskud. Det gælder de vindmøller, der er garanteret en fast strømpris. Den danske vindmøllestøtte gør det dyrere for forbrugerne og skader miljøet.
De lave elpriser er resultatet af tilskuddet til vindmøllerne. De lave elpriser presser på sin side tilskuddet i vejret. Jo lavere pris på strøm, desto højere tilskud. Vi er havnet i en ond, Nordkoreansk cirkel. Det kan ikke nok så megen politisk frisering ved Klimaforhandlingerne i Paris gøre noget ved.
Et andet kuriøst udslag af vindmølletilskuddene og de efterfølgende lave elpriser finder vi hos vores store nabo mod syd. I Tyskland har de lave elpriser resulteret i, at billige kul og brunkul vinder frem på bekostning af gas, således at CO2-udledningen ved strømproduktion er gået op.
Det er galimatias at finansiere den grønne omstilling ved at garantere producenter af grøn energi en fast strømpris eller et fast tilskud. Det fører til onde cirkler af stadigt højere støtte, der lænser forbrugernes og erhvervslivets pengepung. Og det fører til en stigende CO2-udledning.
Nordkorea styrer den danske vindmøllestøtte for vildt. Det er på høje tid for danske politikere at sadle om og slippe ud af den totalitære støttetænkning.
Staten skal kun fastsætte de grønne mål. Markedet må fastsætte prisen, producenterne får for grøn energi. Som det er lykkedes med det svensk-norske certifikatsystem, der i øvrigt giver samfundet meget billigere grøn strøm end det danske, planøkonomiske system.
I Sverige og Norge bestemmes tilskuddene af markedet. I Danmark bestemmes tilskuddene af den planøkonomiske stat. Det er kun sund fornuft i Nordkorea. I Danmark er det ren galimatias.
