Voldtaget - ofrenes beretning på DR3



I første afsnit fortælles historien om 'Havnesagen', hvor en 23-årig kvinde bliver forsøgt voldtaget og efterforfølgende udsat for drabsforsøg, da gerningsmanden kaster hende i Københavns havn en kold decembernat. Foto: United TV

Et liv kan ændre sig på et øjeblik. Det sker for de kvinder, der hvert år bliver udsat for en af lovens mest alvorlige forbrydelser - voldtægt.

Det skønnes, at op mod 3.600 danske kvinder hvert år bliver udsat for voldtægt eller forsøg på voldtægt, men kun omkring 400 sager bliver behandlet af politiet. Derfor har danske politikere varslet ny lovgivning på området med fokus på ofrene.

Det kan være svært at sætte sig ind i, hvad det gør ved et menneske at blive udsat for så grov en forbrydelse som voldtægt. For de ramte kvinder får overgrebet typisk store fysiske og psykiske konsekvenser som angst, ensomhed og isolation, fordi de ikke kan få de voldsomme begivenheder ud af hovedet. Omgivelserne derimod begynder på et tidspunkt at slippe hændelsen, og mener måske, at det er på tide at komme videre.

Ofrenes beretning på DR3

Gennem et år har DR3 fulgt to omfattende serielle voldtægtssager i København og en dansk kvinde, der rejser til Brasilien med sin advokat for at vidne i retten i en voldtægtssag mod sin tidligere partner.

Det er blevet til den nye programserie ’Voldtaget’ i tre afsnit med premiere mandag den 15. februar klokken 21.30 på DR3, hvor en række unge kvinder hudløst ærligt fortæller om det øjeblik, der ændrede deres liv for altid.

”På DR3 vil vi gerne give voldtægtsofrene en stemme og fortælle resten af verden, hvordan det føles at være dem, og på den måde skabe bedre forståelse fra omverdenen. Vi vil også gerne kaste lys over de processer, der er forbundet med voldtægtssager, så det bliver klarere, hvad der egentlig sker, når nogen bliver voldtaget,” siger redaktør på DR3, Trine Skovgaard.

Havnesagen

I første afsnit fortælles historien om ‘Havnesagen’, hvor en 23-årig kvinde bliver forsøgt voldtaget og efterforfølgende udsat for drabsforsøg, da gerningsmanden kaster hende i Københavns havn en kold decembernat. Kvinden fortæller for første gang sin historie om den aften, der endte så fatalt, og hvordan hændelsen stadig påvirker hendes liv. Efterforskningen viser, at kvinden ikke er det eneste offer i sagen. En ekskæreste er blevet udsat for voldtægt af samme gerningsmand.

Andet afsnit har fokus på en ‘parforholds-voldtægt’, når ekskæresten til gerningsmanden i ‘Havnesagen’ fortæller sin historie. Programmet følger anklageren, når sagen skal for retten, og seerne følger den forurettede ekskæreste, når hun får svar på, om hendes tidligere kæreste bliver dømt for voldtægt af hende, mens de var kærester.

Retssag i Brasilien

I tredje afsnit rejser en dansk kvinde sammen med sin advokat til Brasilien for at vidne i en retssag. Hun skal fortælle historien om, hvad der skete en aften - to år forinden, da hun besøgte en mand, som hun havde et seksuelt forhold til. Hun mener, at hun den aften bliver udsat for voldtægt – han mener at begge parter har indvilget i sex.

Programserien ’Voldtaget’ bliver sendt i tre afsnit med premiere mandag den 15. februar klokken 21.30 på DR3.

yesFølg Østbirk Avis Østjydsk Avis på Facebook her!

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025