Besøg Gedved Byfest – en fest for hele byen



Årets byfest i Gedved er lige på trapperne og vi har mødt holdet bag festlighederne – nemlig byfestudvalget. Forud for Gedved Byfest den 5. - 7. september, ligger der mange måneders planlægning og et utal af møder. Byfest-udvalget består i år af: Louise Hedevang Pedersen, Jesper Kopp, Martin Kopp, René Dalgaard og Rikke Seiling Holmberg.

- Vi startede tilbage i marts måned, hvor vi fik dannet udvalget. Vi havde en god fornemmelse for at vi kunne arbejde godt sammen om projekt Gedved Byfest. René var med til at arrangere Gedved Byfest sidste år, men derudover er vi andre nye på holdet. Vi har været gode til at fordele ansvaret for opgaverne imellem os og sørge for at inddrage andre ildsjæle i planlægningen. Vi har samtidigt haft det rigtig sjovt i udvalget, når vi har været samlet til byfestmøder, fortæller Rikke.

Stor opbakning til Byfesten

- Det har været en super spændende proces, hvor vi har brugt det kæmpe netværk af frivillige, der står klar, når vi spørger efter hjælp. Udvalget har oprettet en Facebookgruppe for frivillige byfest- hjælpere og der er pt 150 hjælpere tilmeldt gruppen. Det har virkelig været dejligt at opleve, hvordan Gedved som by bakker 100% op – om det er en bartjans, at grille pølser, pynte telt eller hjælpe til banko – så melder folk sig på banen. Uden alle hjælperne havde vi ingen byfest, fortæller Jesper.

Rene og Martin, som begge sider med i bestyrelsen i Gedved IF, er enige med Jesper og tilføjer: ”Det er tydeligt, at Gedved er en aktiv by, hvor folk engagerer sig og løfter i flok. Folk er gode til at bakke op om de forskellige tiltag og arrangementer, der afholdes. Det giver blot endnu mere blod på tanden mht at prøve nye ting af”. De er også meget glade for den opbakning byens andre foreninger viser, så vi i fællesskab kan lave en byfest for hele Gedved.

Bred målgruppe og videreudvikling

- Vi forsøger hele tiden at bygge på byfesten og ramme så mange aldersgrupper som muligt. For år tilbage havde Gedved Byfest ikke særlig stor opbakning, men de seneste år er der blevet gjort meget for at få stablet nogle gode dage på benene, hvilket er lykkedes. Det er dog altid spændende med videreudvikling og nye tiltag år for år – og med den opbakning vi oplever, er det en fornøjelse at være en del af, siger Rikke.

Torsdag bliver tallene råbt op som vanligt

Torsdag står i bankoens tegn. Først for børn og derefter for voksne. Børnebanko blev lanceret sidste år med kæmpe succes med overvældende mange banko-glade børn i teltet. I år er det muligt fra kl 16 at få malet et indianer-ansigt inden børnebanko starter 16.30. En lille flok friske piger fra 5. klasse vil stå for ansigtsmalingen og de glæder sig meget. De har forberedt skabeloner så børnene kan vælge hvilken slags indianer de vil ligne. Det er muligt at købe aftensmad på pladsen og der sælges også kaffe, kage og snacks under voksenbanko. Voksenbanko starter kl 19.

En fredag for alle – og med hele 3 nye tiltag

Som en af de nye tiltag i år arrangeres der pre-TEEN party for 4. – 6. klasses elever i hallen fredag kl. 20.00.

- Vi har været meget spændte på, om vi kunne få succes med at få denne gruppe af unge med på ideen og vi har derfor lagt et stort arbejde i at få de unge med. Vi valgte at lave et underudvalg specielt til at beskæftige sig med pre-TEEN aktiviteterne. Udvalget består af 4 forældre til børn i 4. – 6. klasse - jeg selv har været en af dem” fortæller Martin. ”Vi har afholdt flere konkurrencer allerede og vi har været ude i klasserne for at reklamere for festen. Skolelærer og skoleledelse har også været involveret i forbindelse med nogle konkurrencer og præmier og de har været enige med os i, at der skulle gøres en ekstra indsats for at få denne aldersgruppe af sted til fest. Vigtigheden af at de unge hygger sig sammen fysisk i en tid hvor skærme og online aktiviteter fylder, har haft høj prioritet i udvalgets arbejde med pre-TEEN festen, siger Martin.

Flere klasser har hver især arrangeret før-fester for de unge mennesker, hvilket et enigt byfestudvalg synes er helt fantastisk. Der er ingen tvivl om at disse arrangementer før pre-TEEN festen i hallen gør, at mange melder sig til, da man i den alder er meget afhængig af, om vennerne fra klassen deltager.

Der har i flere år været et stort tilløb af festklædte børn til og med 3. klasse til Børnedisco om fredagen. Det kommer der også i år og der er allerede rigtig, rigtig mange børn meldt til.

Imens der er børnedisco og pre-Teen party kan de voksne hygge sig i teltet udenfor hvor der ligges op til fredagsbar med snak, spil og fælles spisning for tilmeldte. For 50kr har man kunne købe en madbillet til lækkerier fra cafeteriets grill og drikkelse købes i teltet på dagen. Har man ikke tilmeldt sig mad eller bare ønsker noget andet at spise, er man velkommen til at tage egen mad med i teltet og spise med flokken. Der inviteres også til et nyt tiltag for voksne – nemlig vinsmagning i teltet. Det arrangeres i samarbejde med Gedved Vinklub og sponsoreres af SuperBrugsen i Gedved. Det kræver ingen tilmelding – så alle er velkommen 19.30 – måske du finder en ny favorit-vin. Efter vinsmagningen bydes der op til sang i form af åben scene og sing along. Dette arrangeres i samarbejde med musikforeningen Gedved, så går du og drømmer om at synge for et veloplagt publikum – så sig endelig til – byfestudvalget garanterer klapsalver som belønning. Kontakt Louise på 27 82 48 80.

For at fuldende fredagen er de unge fra 7. klasse og op velkommen i ungdomsklubben, der har lokaler ved siden af hallen/sportspladsen. Ungdomsklubbens frivillige bakker op om byfesten og holder derfor klubaften denne fredag. Byfestudvalget synes det er super. Det er tydeligt at mærke at Gedved kan noget sammen – borgere, foreninger, skolen, virksomheder osv.

Cykelløb, hygge og voksenfest

Lørdag er forbundet med flere faste traditioner og aktiviteter. Sidste år var Byfesten plaget af silende regn hvilket satte begrænsninger for nogle af de planlagte aktiviteter på pladsen. I år beder vi vejrguderne om bedre vejr, så de hyggelige familieaktiviteter om eftermiddagen kan gennemføres som planlagt. Der er som altid gratis morgenmad til alle – rundstykker, kaffe, the og juice – alt sammen sponsoreret af SuperBrugsen Gedved. Kl. 10 går starten på et af de tre sponsorcykelløb i årets Tour De Gedved, som Vennerne arrangerer. Når der er blevet trampet godt i pedalerne og der er blevet cyklet penge ind til gode formål, åbner pladsen og byder på noget for enhver smag. Boder, tombola, hoppeborg, helstegt pattegris, fodbold, tovtrækning, cykelringridning osv. Sidste år var aktiviteten grisebæ-bingo et stort tilløbsstykke. Hvilket felt laver en af grisene en bæ på først? Man betalte for et felt og man kunne være heldig og vinde en rigtig god præmie. I år er grisene erstattet af et par får – så nu bliver det spændende, om de får lagt en lille klat og hvem der vinder gevinsten i år.

Stor fest lørdag aften

Kl. 18 svinges dørene til teltet til side og et brag af en fest skydes i gang. Café og Restaurant Schmidt disker op med lækker mad imens en lokal kendt DJ står for at få holde stemningen i top helt frem til kl. 1.30 hvor festen slutter. Alverdens drikkevarer kan købes I teltet, så væskebalancen holdes ved lige. Det kræver tilmelding at deltage i hele festen, men nåede man ikke at bestille billet, er man velkommen fra kl. 20.00 hvor man i indgangen kan købe en billet til 100kr.

Stor opbakning fra sponsorer

Gedved Byfest fortsætter den gode stil med at skaffe sponsorer. ”Vi vil sige en kæmpe stor tak til alle de sponsorer, der har været med til at gøre Gedved Byfest endnu bedre. Vi har fået samlet utrolig mange flotte gaver sammen til konkurrencer, børnebanko og voksenbanko. Det er fantastisk at se hvordan firmaer bakker op omkring byfesten. Som noget nyt i år har vi lavet 3 forskellige sponsorpakker. Ud fra sponsorbeløbet og pakken har virksomhederne kunne få reklame i vores brochure, på Facebook og under byfesten samt en eller flere fribilletter til festen lørdag aften”. Fortæller Louise, der har arbejdet meget med at koordinere og holde styr på sponsorerne.

Klar igen i 2020?

De 5 er enige om at det har været en sjov og spændende opgave at planlægge årets byfest og især den store opbakning fra alle de frivillige, som har stået klar til at hjælpe, har virkelig været en kæmpe fornøjelse at opleve.

- Om vi er klar til en ny omgang i 2020? Det er jeg overbevist om vi er og vi har allerede en håndfuld nye ideer og tiltag, som vi vil forsøge os med til næste år,  udtaler René.

- Det går over al forventning i forhold til tilmelding til de forskellige arrangementer. Vi kommer igen til at sætte rekord i forhold til tilmeldinger til fx festen lørdag aften.

Byfestudvalget har stadig nogle få sidste detaljer at få på plads, inden de går nogle intense og spændende dage i møde, hvor frugten af de mange måneders planlægning, skal høstes.

Det er et stort arbejde at arrangere en byfest og for det nye byfestudvalg har der været mange nye ting de skulle sætte sig ind i. Byfestudvalget består udelukkende af frivillig arbejdskraft og udover æren får de ikke noget for det store arbejde de ligger i at give Gedved en god byfest. Sidste år var et godt år for Gedved Byfest og dette års hold bag festen knokler på for at skabe en mindst lige så skøn fest i år. Gedved Byfest er for alle – store, små, ældre, unge, nye gedvedborgere samt de rutinerede. Gedved byfest foregår i hallen samt på og omkring sportspladsen. Skulle du være interesseret i få nyt om Gedved Byfest eller se programmet, anbefaler byfestudvalget at man kigger forbi facebookgruppen ”Gedved Byfest”, hvor der ligger en masse information og hvor der løbende bliver lagt nyt op om årets byfest.

Gedved Byfest arrangeres af Gedved IF med hjælp fra flere af byens andre foreninger.

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024