Borgerne i Voervadsbro nægter at lade deres landsby dø



Skal man bare sidde og vente på, at politikerne gør noget, mens kroen forfalder, bordellet brænder og mængden af biler og lastbiler bare stiger og stiger? Nej, siger indbyggerne i Voervadsbro, der søndag den 27. afholder borgermøde om landsbyens fremtid.Skal man bare sidde og vente på, at politikerne gør noget, mens kroen forfalder, bordellet brænder og mængden af biler og lastbiler bare stiger og stiger? Nej, siger indbyggerne i Voervadsbro, der søndag den 27. afholder borgermøde om landsbyens fremtid.

Til pinse var det to år siden, at bordellet på Holmedal i Voervadsbro brændte. Ruinen står stadig midt i byen, uden at nogen har gjort noget for at få brandtomten fjernet eller genopbygget.
 Kroen i Voervadsbro har stået tom i ca. 15 år og står langsomt og forfalder. Selv om den ligger på byens mest attraktive grund med udsigt direkte mod byens kanoplads og Gudenåen. Trods utallige forsøg er det ikke lykkedes at få gjort noget.
 Endelig er der trafikken, der er så voldsom, at børn har svært ved at komme over vejen i myldretiden morgen og eftermiddag, når lange rækker af biler og store, tunge lastbiler bugter sig gennem landsbyen. Nogle kører efter reglerne, andre kører langt hurtigere, end Færdselsloven og fornuften tillader.
 Horsens Kommune har fremsat et forslag til en fremtidig udvikling af landsbyen, der bl.a. ville gøre hele landsbyen til byzone og give tilladelse til etablering af byggeri af op mod 40 nye parcelhuse et godt stykke fra selv landsbyen. Det har en enig bestyrelse i Landsbyforeningen for Voervadsbro imidlertid afleveret en indsigelse imod – fordi man i stedet ønsker en udvikling, der samler byen. Indsigelsen har været medvirkende til, at forslaget er trukket tilbage.
 Problemerne og udfordringerne er imidlertid ikke forsvundet.
 Derfor har Landsbyforeningen for Voervadsbro og Omegn indkaldt til borgermøde for sammen med så mange som muligt af landsbyens godt 200 indbyggere at diskutere, hvad der skal ske i fremtiden – for der skal ske noget, hvis ikke byen skal gå i stå, fortæller formanden for landsbyforeningen, Marie Noe.
 - Vi laver på borgermødet et fremtidsværksted, hvor alle de fremmødte skriver deres ideer og tanker ned, hvorefter ideerne samles og grupperes under kyndig ledelse af folk med stor erfaring i lave fremtidsværksteder. Til slut kan man, hvis man har lyst, melde sig til særlige opgaver og på den måde selv være med til at gøre noget ved udfordringerne, forklarer Marie Noe.
 I Landsbyforeningen er man ikke i tvivl om, at man også vil få brug for hjælp og samarbejde med kommunen.
 - Men Voervadsbros eget ansvarlige fællesskab skal nu aktiveres, mener formanden, der opfordrer så mange som muligt til at møde op til mødet, hvor man i løbet af fem timer søndag vil forsøge at få sat nyt skub i udviklingen af Voervadsbro.
 Arne Hallingdal, der også sidder i bestyrelsen for Landsbyforeningen, mener, at borgermødet især skal handle om de helt nære ting:
 - Vi er mange, der er flyttet herud for at finde fred og ro, men hvad skal vi bruge den til? spørger han.
 - Vi skal ikke sidde på hænderne, vi skal rejse os op, lyder det fra Arne Hallingdal, der som familiefar peger på, at selv om der er masser af børn i Voervadsbro, så er der ingen dagplejere, ingen legeplads og ingen andre ting for de helt små.
 Som optakt til borgermødet er der hængt en række plakater op i byen – plakater, der skal inspirere og give ideer til, hvad fremtiden måske kan handle om: Skal der være en madklub i Voervadsbro, en løbeklub, en klub for vinterbadere eller måske en klub for de helt små? Eller er det i virkeligheden en rundkørsel, der er mest brug for?
 Om tre måneder er der kommunalvalg, hvor politikerne kommer i fokus, men i Voervadsbro vil de ikke vente på det. Her tager man selv fat og sætter skub i udviklingen. Med mindre det i virkeligheden blot er fred og ro – og ingen udvikling – som borgerne helst vil have?
 Borgermødet foregår søndag den 27. august i Det Lille Røgeri og varer fra klokken 10 til 15. 

winkGiv Østbirk Avis Østjydsk Avis et like her, så får du nyhederne på Facebook!

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024