Omkring 100 borgere var mødt frem for at drøfte Egebjerg-Hansteds fremtid i det lokale forsamlingshus tirsdag aften.
Egebjerg-Hansted Lokalråd havde indkaldt til møde, for at borgerne kunne komme med input til den helhedsplan, som Horsens Kommune er igang med at udarbejde for alle Kommunens mellembyer.
Hovedgård, Gedved, Nim og snart Østbirk-Vestbirk har fået deres helhedsplan, og nu er turen kommet til Hansted-Egebjerg.
Arkitekt Vibeke Holdt fra Horsens Kommune, der arbejder med udformningen af den kommende helhedsplan, havde i forbindelse med planen nogle spørgmål til de fremmødte, og trak paralleller til processen med samme plan for Nim. Det viste sig hurtigt at trafikken er noget der fylder meget i Egebjergborgernes hverdag.
- Der køres alt for stærkt. Specielt på Egebjergvej, men også på Rådvedvej bliver der kørt for hurtigt og hensynsløst.
Den helt røde tråd var tydelig: Borgerne ønskede trafikken udenom Egebjerg, som mange mente blev benyttet som en smutvej til Horsens.
Hans Kurt Jacobsen var glad for markerne mellem Egebjerg og Horsens. Formanden for Lokalrådet lagde personligt stor vægt på at Egebjerg var ”sig selv”. Han var glad for markerne, således at Egebjerg var en by for sig, tæt på Horsens, uden at blive Horsens.
Planen om en udstykning ved det gamle gartneri var også genstand til debat, det vil gøre trafiksituationen endnu mere kaotisk, mente flere.
Leif Kristensen mente at når den nye udstykning, som snart skal i høring, blev en realitet, skulle Egebjergvej gøres til stillevej med indsnævringer, cykelsti og trafikbump, og det harmonerede fint med de øvrige tilkendegivelser fra salen.
Rådvedvej og skoleområdet skulle naturligvis have samme omgang, og i den forbindelse gjorde Hans Kurt Jakobsen opmærksom på at Lokalrådet allerede havde anbefalet at der blev lavet 40 km/t zone omkring rundkørslen.
Trafikdæmpningen på hovedvejen igennem Tebstrup blev i debatten trukket frem som en brugbar løsning til at sænke farten på Egebjergvej.
Trænger til en kærlig hånd
Vibeke Holdt ville gerne have debatten til at dreje sig om andet end trafik, og det fik Yvonne Christiansen til at komme med et nødråb.
Den tidligere brugs, som nu bruges af spejderne, motorcykelklubben og mange flere, ser frygtelig ud. Den kommunale bygning trænger virkelig til en kærlig hånd!
Det gav anledning til samtykkende nik, og en bemærkning om at kælderen endda stod under vand. Således kom debatten ind i midtbyen, eller det som mange mente Egebjerg faktisk manglede. Man efterlyste et samligsstedet, et centrum hvor frisøren, cykelhandleren og diverse mindre handelsdrivende holdt til. Dette for at Egebjerg ikke endte som en soveby. Til gengæld var der ikke ønsker om industri i byen.
Forud for denne del af mødet var Eigil Holm inviteret til at holde foredrag og vise billeder fra området. P.g.a. tekniske problemer blev det dog ”Horsens syd for fjorden” og ikke ”Horsens Nord for fjorden”, der blev genstand for forfatterens fortællinger - en smule forkortet for at tiden ikke løb fra mødet.
Til trods for at der efter de 2 første punkter på aftenens dagsorden stadig resterede 9, blev resten af mødet ingenlunde trukket i langdrag. Hans Kurt Jakobsen berettede om lokalrådets aktivitet i det forløbne år, alle modtog genvalg til bestyrelsen (Hans Kurt Jacobsen, Flemming Fløe Pedersen og Hans Thomsen) og regnskabet viste for første gang i historien en formue. Kassebeholdningen i Hansted-Egebjerg Lokalråd rummede 20.000 kr. til at gøre godt med i lokalområdet.
Slutteligt blev der udtrykt bekymring for at man selv skal orientere sig om lokalplaner og lignende via kommunens hjemmeside. En oplysningsservice, der med digitaliseringen er blevet valgfri for kommunerne.
En helhedsplan er ikke juridisk bindende, men er udarbejdet som et værktøj til at danne sig et overblik over mål og udfordringer i området.