På Grimhøjvej i Gellerup ved Aarhus ligger en af landets mest omdiskuterede foreninger, Den Muslimske Sammenslutning, også kendt som Moskeen på Grimhøjvej eller Grimhøj-moskeen.
DR Dokumentar har i over et halvt år haft adgang til moskeen, hvor et tv-hold har fulgt de ledende medlemmer af ”Den Muslimske Sammenslutning” for at afdække de holdninger, der er i moskeen og den påvirkning af unge, som kritikere mener finder sted. I dokumentarprogrammet ’Den fordømte moske’ fortæller ledelsen i moskeen, hvordan de opfatter situationen, og både de og seerne møder nogle af de politikere, der har udtalt sig kritisk om moskeen.
Unge rejser til Syrien
Moskeen og dens bestyrelse er blevet mødt med vrede og fordømmelse, blandt andet fordi flere unge fra moskeen er rejst til Syrien for at deltage i krigen. I alt er der registreret 27 unge fra Aarhus, som har deltaget i krigen i Syrien, heraf har de 22 haft deres gang i moskeen på Grimhøjvej. Det har fået flere politikere til at kræve moskeen lukket.
DR Dokumentar har fået kontakt til to af de unge fra moskeen, der har været i Syrien. I programmet fortæller de både om deres oplevelser og deres begrundelse for overhovedet at tage af sted.
Naser Khader mødes med Grimhøj-moskeen
En af de politikere, der har langet markant ud efter Grimhøj-moskeen i debatten, er Naser Khader.
”Jeg opfatter moskeen som et sted, hvor folk bliver radikaliserede. Når vi hører om unge fra Østjylland, der rejser ned til krigen i Syrien, så har de jo ofte haft deres gang i moskeen på Grimhøjvej”, siger Naser Khader, der opfatter moskeen som en mulig terrorrede og mener, at der er en risiko for, at nogle af de unge kan blive terrorister, når de vender hjem fra krigen.
I ’Den fordømte moske’ møder Naser Khader og moskeens ledelse for første gang hinanden ansigt til ansigt og diskuterer deres respektive synspunkter.
’Den fordømte moske’ er den første i en række vidt forskellige dokumentarprogrammer, der vises tirsdag aften på DR1 i januar og februar 2015. ’Den fordømte moske’ sendes på DR1 klokken 20.30 den 6. januar 2015.