Men er man travlt beskæftiget med at få juletræet pyntet eller juleanden klar, kan man godt komme med til gudstjeneste alligevel. I perioden fra den 24. december til den 1. januar sender DR sammenlagt 11 gudstjenester på DR1, DR K og P1, ligesom P1 nytårsdag klokken 15.03 har premiere på en helt ny ’Troscafé’, som åbner dørene på helligdage i 2015.
Juleaftensdag klokken 15.00 sender DR1 direkte fra Skivholme Kirke i Galten ved Aarhus. Prædikant er stedets sognepræst Thomas Frøkjær.
”Sidste år sendte vi gudstjenesten juleaftensdag direkte fra Gellerup Kirke, og vi gør typisk det, at vi veksler mellem en gammel landsbykirke og en moderne kirke. I år er det en meget fin gammel landsbykirke vest for Aarhus, vi sender fra, og kirken udmærker sig med meget fornemme kalkmalerier, der blandt andet viser en rørende scene fra stalden i Betlehem, hvor Maria er helt opslugt af den nyfødte i krybben,” forklarer tilrettelægger Janne Wibroe fra DR Tro.
Gudstjeneste fra kostald
Traditionen tro sender DR1 direkte fra Midnatsmessen med Pave Frans i Rom juleaften klokken 23.55, og juledag klokken 14.00 er DR Kirken i de samme omgivelser, som Jesus var i, da han blev født. Juledags gudstjeneste på DR K bliver nemlig sendt fra kostalden på Brunskærgård i nærheden af Kirke Såby, hvor Poul Joachim Stender er præst, Yuzuru Hiranaka er organist, og Bente Vist synger.
På P1 er det Christianskirken i Fredericia, der danner rammen om årets julegudstjenester, som Simon Kangas Larsen tilrettelægger for DR.
Her er der direkte transmissioner juleaftensdag klokken 16.25 samt juledag og anden juledag klokken 9.55. Juleaftensdag prædiker sognepræst Elin Skoven, mens provst Børge Munk Povlsen og sognepræst Eva Jerg prædiker henholdsvis den 25. og 26. december.
Gudstjenester for grønlændere og færinger
P1 sørger også for, at de mange færinger og grønlændere, der befinder sig i Danmark, får mulighed for at høre julens budskab på deres eget sprog. Juledag klokken 16.03 sender P1 julegudstjeneste på grønlandsk fra Vor Frue Kirke med Danmarks nye grønlænderpræst, Oline Berthelsen, som prædikant. Dagen efter – anden juledag klokken 16.03 på P1, foregår julegudstjenesten på færøsk i Hans Egede Kirke i København. Her prædiker sognepræst Bergur Jacobsen, ligesom det færøske kor i København medvirker.
Også omkring nytår er DR1 og P1 klar med gudstjenester.
Gudstjenesten nytårsnat klokken 00.05 på DR1 – lige efter rådhusklokkerne og fædrelandssange - er optaget i Christians Kirke i København med Flemming Pless, og efter gudstjenesten vil der være nytårshilsner fra repræsentanter fra tre forskellige religioner, nemlig buddhisten Lakha Lama, hospitalsimam Naveed Baig og forhenværende overrabiner Bent Melchior. Søskendeparret Marie Carmen Koppel og Benjamin Koppel medvirker i nytårsnatgudstjenesten – sammen med True Gospel Singers, og det samme gør Dorthe Zielke på trompet og Søren Johannsen på orgel.
Sidste år ”gik” 168.000 seere i kirke på DR1 juleaftensdag, mens 624.000 havde tændt for nytårsgudstjenesten nytårsnat på DR1.
Ny troscafé på P1
Nytårsgudstjenesten på P1 den 1. januar klokken 9.55 bliver sendt fra Helsingør Domkirke med domprovst Steffen Ravn Jørgensen som prædikant, og det er ikke det eneste, DRs Tro-redaktionen har at byde på på den første dag i 2015. Klokken 15.03 nytårsdag har P1 premiere på programserien ’Troscafé’.
”Det er den første af i alt fem troscaféer, der bliver sendt i forbindelse med forårets helligedage. Her sætter to personer hinanden stævne og ”åbner betydningen af helligdagen” – krydret med livemusik og tekster, og det hele foregår foran et publikum,” forklarer tilrettelægger Simon Kangas Larsen.
I det første program er det entertainer og P2-vært Lotte Heise og biskop Kjeld Holm, der giver deres betydning af nytårsdag som kirkelig helligdag.