Forbrugerne skal kræve kvalitet



I det nye år træder delautorisationer i kraft på både bolig, vvs og solcelleområdet. Det betyder, at hvis man er uddannet elektriker, kan man tage dele af installatøruddannelsen ved at følge et mindre kursus. Og er man tømrer, kan man blive elektriker på ganske kort tid i forhold til, hvad uddannelsen normalt tager. Det er virkeligheden fra januar.

I Arbejdsgiverne har vi fra starten været stærkt imod denne udvikling. Desværre har vi ikke kunne overbevise Sikkerhedsstyrelsen om det problematiske i en sådan tilsidesættelse af faglig kvalitet. Vores spinkle håb er nu, at forbrugerne er klogere end det. At de kan gennemskue, at man ikke bliver en dygtig håndværker på et mindre kursus.

Hvis forbrugerne ikke har tillid til delautorisationerne, er der ingen penge at tjene, og så vil kun få virksomheder bevæge sig ned af den sti. Efter nogle år vil Sikkerhedsstyrelsen erkende fejlskuddet og droppe dem igen. Det er i det bedste tilfælde.

I værste tilfælde vil folk der ikke er elektrikere trække kabler i alle former for byggeri, og her er der rigtig mange faldgrupper. Eksempelvis er der stor forskel på kvaliteten af kabler. Den rigtige kvalitet koster ti kroner per meter – den ringeste én krone per meter. Sidstnævnte kan dog bestilles fra Kina – påtrykt betegnelser, der giver indtryk af den rigtige kvalitet. Her skal man kunne sit håndværk til bunden for at se forskel.

Til at starte med vil fejlen gå ubemærket hen. Men efter nogle år vil kablerne begynde at gå i stykker, og så er det ærgerligt at stå med et byggeri fyldt med dårlige kabler. Det er bare ét eksempel. Der er mange ting, der kan gå galt, når folk kun har en overfladisk viden om det, de arbejder med. I Arbejdsgiverne følger udviklingen nøje og holder vejret.      

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025