Fortsat fokus på social ansvarlighed i lokale virksomheder



Svend Erik og Tine Valente, Steel Products, modtog sidste år mærket CSRpeople for andet år i træk, og søger igen i år.

Mange virksomheder i Horsens Kommunen har, trods corona og nedlukning, holdt fast i deres indsatser med social ansvarlighed - og nu sættes der igen fokus på området.

På trods af de seneste måneders delvise corona-nedlukning af Danmark har mange virksomheder i Horsens Kommune fortsat taget et socialt ansvar.

Nu er det danske samfund i gang med en etapevis genåbning. Derfor gennemfører HorsensAlliancen, Jobtaskforcen og Jobcentret den årlige uddeling af mærket CSRpeople, ganske som vanligt.

Mærket øger vores fælles bevidsthed

- Det sidste års tid har været hård ved de danske arbejdspladser. Men på trods af det så har vi i Horsens Kommune oplevet et større fald i antallet af kontanthjælpsmodtagere end landsgennemsnittet. Det tilskriver jeg bl.a. de mange lokale virksomheder, der, på trods af hårde odds, har holdt fast i den sociale ansvarlighed, siger borgmester Peter Sørensen.

Borgmesteren håber derfor nu, at de mange virksomheder, som tager et socialt ansvar, vil ansøge om mærket CSRpeople, og på den måde bruge mærket til at inspirere andre til også at tage socialt ansvar.

- Mærket kan bruges til at øge den fælles bevidsthed om, at socialt ansvar nytter. Og når flere er bevidste om det, kan vi sammen skabe et mere rummeligt arbejdsmarked i Horsens, siger borgmester Peter Sørensen.

Udover at bruge mærket til at inspirere andre til social ansvarlighed så ser Sanne Ravn, chefkonsulent for Jobtaskforcen, også tydelige fordele for den enkelte modtager af mærket.

- Mærket CSRpeople kan virksomhederne bl.a. bruge til at italesætte virksomhedens værdier. Både internt i virksomhederne, men også overfor kunder og samarbejdspartnere, siger Sanne Ravn og fortsætter:

- Virksomheder fortæller mig, at medarbejderne føler en stolthed over at være en del af et fællesskab, hvor man tager ansvar. Men jeg hører også, at virksomhederne oplever, at mærket har skabt nysgerrighed om virksomheden og sagen, og at de kan se fordele i at bruge det i deres rekruttering, da socialt ansvarlige virksomheder er mere attraktive, siger Sanne Ravn.

Steel Products bruger mærket med succes i deres rekruttering

Og én af de virksomheder, som anser det som en naturlighed at tage socialt ansvar, og dermed også at ansøge om mærket, er virksomheden Steel Products.

- Vi har allerede sidste års CSR-mærke, og vi vil bestemt ansøge om det igen i år. Mærket er nemlig et rigtig godt værktøj i vores rekruttering, da særligt unge går meget op i at virksomheder er socialt ansvarlige, udtaler Svend Lycke.

Ligesom Sanne Ravn, anbefaler Svend Lycke de ansatte til at til skubbe til chefen, hvis de tænker at det kunne være godt for arbejdspladsen at arbejde mere proaktivt med social ansvarlighed.

Der er stadig tid nok til at tage socialt ansvar og opnå mærket. Der er nemlig først ansøgningsfrist 1. oktober.

Har du brug for inspiration til, hvordan du kommer i gang og hvad du kan gøre, så kontakt Sanne Ravn, Jobtaskforcen eller søg hjælp hos Jobcenter Horsens.

Fakta

Det er HORSENS ALLIANCEN, som uddeler mærket CSRpeople, i samarbejde med Jobtaskforcen.

CSRpeople tager udgangspunkt i FN's 8. verdensmål om 'anstændige jobs og økonomisk vækst'.

For at opnå mærket skal to af tre kriterier være opfyldt. Kriterierne omhandler det rummelige arbejdsmarked, trivsel og forebyggelse af sygefravær samt indsatser overfor unge mellem 13-29 år.

Der er ansøgningsfrist 1. oktober.

Ansøgningsskema, samt mere info om mærket, kriterierne og kampagnen findes på Jobtaskforcens hjemmeside: www.horsensalliancen.dk/Jobtaskforcen/Lobende-initiativer/CSRpeople

De virksomheder, som anerkendes med CSRpeople 2022 mærket, offentliggøres til Horsens Inspire og på Jobtaskforcens hjemmeside. Alle CSRpeople modtagere kontaktes herefter personligt og modtager diplom og elektronisk signatur.
 

Horsens Kommune

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025