Murermestre mangler lærlinge



Daværende murerlærling Steven Pedersen, da han deltog i DM i Skills for murerlærlinge. Han er i dag ansat på fuld tid i et murerfirma og har samtidig startet sit eget murerfirma.

Learnmark Horsens har kontakt til 9 murervirksomheder i Horsens og omegn, som ønsker at ansætte en lærling i løbet af 2015. Udfordringen bliver ifølge Jørn Storm Andersen, teamleder i murerafdelingen på Learnmark Horsens, at have lærlinge nok.
 - Budskabet er helt klart. Der er lærepladser til dem, der kan og vil faget, understreger han.

Gør op med myte
Jørn Storm Andersen ønsker samtidig at gøre op med myten om, at murerfaget er tungt og ensformigt.
 - Der findes i dag så mange hjælpemidler, som kan aflaste det hidtil tunge arbejde. Reglerne for murernes arbejdsmiljø bliver hele tiden skærpet for at undgå, at murerne bliver nedslidt på grund af fx tunge løft eller dårlige arbejdsstillinger, pointerer han.
 Og arbejdet som murer er meget mere end at lægge sten oven på hinanden.
 - Arbejdet er meget afvekslende, og man skal være skrap til matematik. I undervisningen tegner og beregner lærlingene i AutoCAD, og de skal have helt styr på lovgivningen. Når de er hos mester, skal de f.eks. både kunne bygge nyt og restaurere, lave badeværelser med avanceret flisearbejde og lægge tag, fortæller Jørn Storm Andersen.
 Derudover er der en ganske god løn som murer, og murerlærlinge er blandt de lærlinge, der får mest i løn, mens de uddanner sig.

Murermester: Gode fremtidsudsigter
Murermester Jesper Sørensen, Horsens Murer Service A/S, er en af de mestre, der ønsker at ansætte en lærling i 2015.
 - Jeg har siden sommerferien ansat tre nye murersvende. Den ene kommer fra Frederikshavn, den anden fra Århus. Det ser jeg som et klart udtryk for, at vi mangler kvalificeret arbejdskraft i området, siger Jesper Sørensen, og understreger dermed, at der er gode fremtidsudsigter for dygtige murersvende i lokalområdet.

Det handler om vilje
Når den lokale murermester skal ansætte en ny lærling, lægger han meget mere vægt på gåpåmod og vilje frem for faglig kunnen.
 - 80 procent er drive og indstilling. Min påstand er, at stort set alle kan blive dygtige murere, hvis de vil. Det handler i al sin enkelthed om at ville lære nyt, at være villig og at møde stabilt – også selv om det ikke lige er solskinsvejr, fortæller han.

Læs videre
Da Jesper Sørensen blev udlært i 2007, var de 16 på holdet. En del af dem er blevet selvstændige, mens andre har læst videre.
 - Som udlært murer har man mange muligheder. Hvis man vil have ansvar, kan man blive formand på en byggeplads, eller man kan blive selvstændig. Man kan også læse videre til fx ingeniør. Her har de, der har en faglig uddannelse først, en fordel, fordi de har kendskab til materialerne, håndværket og arbejdsgangen på en byggeplads, pointerer han.

Byggeriets Uddannelser: Fuld beskæftigelse for murere
Ifølge Erik Fog Larsen, uddannelseskonsulent i Byggeriet Uddannelser, følger man i brancheorganisationen udviklingen inden for murerfaget tæt.
 - Med et fald på mere end 50 procent for igangværende lærlinge inden for de seneste seks år tyder alt på, at branchen og murerfaget om nogle få år kommer til at mangle arbejdskraft. Det medfører, at dygtige murere bliver efterspurgt, og der vil være fuld beskæftigelse for murere, siger han.
 For at gøre uddannelsen mere attraktiv for de unge har Byggeriets Uddannelser netop afsluttet en større revidering af mureruddannelsen. Fremover kan lærlingene f.eks. vælge at fordybe sig i et af fem fagområder alt efter, hvad virksomheden beskæftiger sig med. De fem fagområder er murer, tagarbejde, energimurer, flisemurer samt restaurering og renovering.

Gentager oplysningskampagne
For halvandet år siden oplevede man i murerafdelingen på Learnmark Horsens også manglende interesse for faget.
 - Vi igangsatte en stor oplysningskampagne om de ledige lærepladser og fagets mangeartede opgaver. Det endte heldigvis positivt, og med de gode erfaringer in mente sætter vi igen fokus på de gode jobmuligheder, så Horsens i fremtiden kan være selvforsynende med dygtige murere, siger Jørn Storm Andersen.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025