Her er det helt i orden at gå ind i en fremmed have



Foto: Haveselskabet.

Haven gør godt for både krop og sjæl - det ved de fleste haveejere. Når Haveselskabet igen holder sin årlige havefestival i weekenden 13.-14. august, er der rig mulighed for at tanke godt op på haveglæden og hente inspiration til haven. Her sætter ikke mindre end 200 Haveselskabs-medlemmer nemlig ”Åben have”-skiltet op ved havelågen. Det betyder, at du er velkommen til at kigge indenfor.

Af Haveselskabet

Havefestivalen med de åbne haver er en fast tradition i Haveselskabet. En tradition, som lever i bedste velgående. Måske fordi den banker i takt med Haveselskabets hjerte: At skabe fællesskab mellem haveejere, at formidle viden om haven og at give så mange som muligt haveglæde og gode oplevelser i haven.

Haveglæden gror endnu hurtigere, når vi deler den

”Det her med at dele haveglæden med hinanden er jo hjertet i vores forening. Vi ved alle sammen, hvor rart det er, når andre interesserer sig for dét, vi selv brænder for. Så både for dem, der åbner deres have, og for dem, som kommer på besøg, er Havefestivalen med til at få haveglæden til at vokse,” fortæller direktør i Haveselskabet, Charlotte Garby. Selv har hun planer om at skulle besøge tre udvalgte haver under havefestivalen.

Foto: Haveselskabet.

De åbne haver er med til at bryde isen

En del af Haveselskabets medlemmer har åbne haver året rundt. Èn gang om året har ekstra mange haver åbent, nemlig under Havefestivalen. Festivalen flytter til en ny weekend hvert år, og det er der en særlig grund til. For haverne ser ikke ens ud hele året. I foråret vil det mange steder være tulipaner, syrener og blomstrende æbletræer, der stjæler billedet, mens sensommeren byder på blandt andet roser, georginer og sommerfuglebuske.

I år har 200 medlemmer valgt at være med, og der er åbne haver i hele landet. Den store tilslutning er noget, som varmer, fortæller Charlotte Garby.

”I dagligdagen har vi ikke tradition for at gå på besøg i hinandens haver. Måske kan Havefestivalen være med til at puffe lidt til os og bryde isen. Når vi besøger hinandens haver, kan vi se, hvordan andre indretter og bruger deres have, måske på måder vi aldrig selv havde tænkt på. Når vi mødes med hinanden ude i haven, får vi også rig lejlighed til udveksle erfaringer. For selv om man kan få inspiration og viden i bøger og på nettet, er det bare noget helt andet at komme ud og se de forskellige haver og især at møde menneskerne bag de forskellige haver,” siger hun.

Charlotte Garby opfordrer til, at man planlægger sine havebesøg grundigt hjemmefra, og at man sætter god tid af til hver have, så der er tid til at fordybe sig.

Foto: Haveselskabet.

Sådan får du den bedste havefestival-oplevelse

På oversigten Haveselskabet.dk/aabne-haver-liste, kan du se, hvor de åbne haver ligger, og om der er særlige ting, du skal være opmærksom på. For eksempel om du kan have hunden med, om haven er tilgængelig for kørestol, om der er salg af planter, eller om du kan købe kaffe/te og kage. 

Du kan besøge Havefestivalens åbne haver, selv om du ikke er medlem af Haveselskabet. Årets åbne haver kan ses i Haveselskabets app eller på www.haveselskabet.dk/havefestival. Du kan se den fulde liste og alle haver på et Danmarkskort på dette link www.haveselskabet.dk/aabne-haver-liste

Haveselskabet er en landsdækkende nonprofit-forening med over 30.000 medlemmer, der gennem lokale afdelinger og kredse i hele landet arbejder for at sprede haveviden og haveglæde og for at fremme mangfoldigheden og den bæredygtige tankegang i haverne.

Haveselskabet har siden 1901 udgivet magasinet Haven og står også bag hjemmesiden Haveselskabet.dk. Haveselskabet har Haveselskabets Have på Frederiksberg, står bag det store haveshow Cph Garden, og har Haveselskabets Rådgivning, hvor medlemmer kan få gratis og uvildig ekspert rådgivning. Haveselskabets lokale afdelinger arrangerer hvert år over 1.000 havearrangementer og Åbne Haver i hele landet.

Foto: Haveselskabet.

Haveselskabet

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024