Horsens Automobil & Motor Klub fejrer sit 100-års jubilæum



Ernest Kristensen SS100 - Munkebjerg Hillclimb 2021

Den 7. marts 1921 satte en lille flok motorfolk fra Horsens sig sammen og stiftede byens første motorklub, ”Motorklubben Sport”, som senere blev til Horsens Motorklub, og i dag er det der kendes som Horsens Automobil & Motor Klub. Af de gamle håndskrevne protokoller som klubben er i besiddelse af, kan man læse følgende uddrag fra stiftelsen:

Motorklubben Sport” blev stiftet den 7. marts 1921, ved en lille Sammenkomst i Haandværkerfoereningen, Af Vald.-Hansen, Burchardt-Nielsen, Brandt, Christensen og Bøgh. Klubben fik ved ”Daaben” et par flasker ”Godthumør”

Ved en senere Sammenkomst vedtoges det at kalde Klubben ”Horsens Motorklub”, og sørge for at samle så mange Motorcyklister og motorinteresserede som muligt. Stifterne havde i de påfølgende dage et stort Arbejde, særlig Brandt, han kørte baade Nat og Dag, ja hans Maskine var aldrig kold, det lykkedes ham at samle ca. Tyve aktive og en Del passive Medlemmer. Stifterne udarbejdede Propositioner til et Løb, som skulde afholdes for at vække Interessen for Motorsporten i Horsens.

Allerede den 20. samme Maaned afholdtes det første Løb, der blev en stor succes, og Interessen for Motorsporten i Horsens var derved fastslået”.

(ovenstående er afskrift fra håndskrevet referat fra stiftelsen af klubben)

Det var meningen, at Horsens Automobil & Motor Klub, i daglig tale blandt medlemmerne kaldet HAMK, skulle have fejret 100-års jubilæet på stiftelsesdatoen, den 7. marts. Det satte Corona’en en brat stopper for, og fejringen blev udsat et par gange indtil forsamlingsrestriktionerne var ophævet.

Søndag den 26. september fejres begivenheden med en biludstilling på parkeringspladsen ved Hotel Opus på Egebjergvej fra kl. 10.00 til kl. 13.00, hvor alle er velkomne til at se de mere end 30 udstillede biler, og få en snak med deres ejere. Bl.a. stiller Ib Kragh fra Juelsminde op med sin potente Skoda Fabia R5, som han deltager i Danmarksmesterskabet i rally med. Ib Kragh medbringer også sin berømte rallysimulator, hvor man kan få en tur bag rattet, og opleve fornemmelsen af at sidde i en hurtig rallybil. Der vil også være mulighed for at prøve en rallyversion på Playstation.

Rally Team Mejer stiller op med deres fine historiske Volvo rallybiler, ligesom flere af klubbens medlemmer kommer med både historiske biler, rallybiler og banebiler. Flere udenbys udstillere har meldt deres deltagelse, bl.a. kommer Ernest Kristensen fra Vejle med sin fine gamle SS100 fra 1930’erne, som er forløberen for Jaguar.

Desuden stiller Kristian Mulvad fra Holstebro om med den ene af to tilbageværende VM-rallybiler fra 1980’erne, nemlig en ægte TTE Toyota Celica RA21, én af blot fem fabriksbiler, som er fremstillet. Kristian Mulvads fine Toyota Celica RA21, er én af blot to biler der skulle være tilbage i verden, af de oprindelige fem byggede biler. Denne blev kørt af Ove Andersson, Hannu Mikkola, Jean-Luc Therier og senest Leif Asterhag. En 4-cylindret, 16-ventilet rækkemotor på 1998 ccm med indsprøjtning og en ydelse på hele 240 hk. Blot 1000 kg er hvad den skal slæbe på.

Jubilæumsdagen sluttes af med en indbudt reception for dagens udstillere og medlemmer af klubben, samt for inviterede fra Dansk Automobil Sports Union, de lokale myndigheder og øvrige samarbejdspartnere for Horsens Automobil & Motor Klub.

Kristian Mulvad i Toyota - Munkebjerg Hillclimb 2021

Viggo Johansen

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024