Horsens går all in for ekstra spor



Happeningen med at sætte streamers på kommunens biler går fint i spænd med Horsens Kommunes målsætning om at løfte i flok, siger borgmester Peter Sørensen, der nu selv går i gang med arbejdet. (Arkivfoto)

Bestræbelserne på at få lavet et ekstra spor på E45 kan antage mange former. Det seneste bliver nu en happening på Horsens Kommunes driftsgård på Endelavevej.

Happeningen foregår onsdag den 10. december kl. 11.00, hvor borgmester Peter Sørensen (S) vil sætte streamers med ordlyden Støt 3 spor på nogle af kommunens 300 biler.

- I første omgang sætter vi streamers på biler i Service og Beredskab, men kommunens biler i hjemmeplejen bliver også forsynet med dem. Happeningen skal sende et stærkt signal om, hvor tvingende nødvendigt det er at prioritere et ekstra spor på motorvejen, siger borgmester Peter Sørensen, der får hjælp til påsætningen af kommunens Service- og Beredskabschef Jørgen Broch og Ældre- og Sundhedschef Tage Carlsen.

Ifølge Peter Sørensen er udvidelsen af E45 en forudsætning for fortsat vækst i Horsens og det øvrige Østjylland:

- Vi er nødt til at fokusere på at få skabt fremkommelighed på motorvejen. Det gør vi med et ekstra spor. Fremkommelighed er altafgørende for erhvervslivet og væksten i hele området. Modellen er netop gennemtestet med succes omkring Vejle og på Vestfyn. Trafikken fungerede undervejs, og det vil den også gøre i resten af Østjylland.

Interesserede kan hente streamers i Informationen på Horsens Rådhus.

Løbende annoncer

 

Ugens Annoncer

Seneste video

2024-14
31. mar 2025