Idrætscenter i Gedved bliver til virkelighed



Arbejdsgruppen bag det kommende idrætscenter i Gedved kan se frem til at få tilført fire millioner kroner til projektet fra Horsens Kommune, idet brugsretten på den gamle seminariehal og Gedved Stadion overdrages til kommunen. Det betyder at visionen i Ny Hal projektet nu kan realiseres.

Det sker, efter at Økonomiudvalget i Horsens Kommune har sagt ja til at sende fire millioner kroner afsted til Ny Hal projektet. Det er arbejdsgruppen selv, der har kontaktet Horsens Kommune med forslaget om at bytte brugsretten til en kontant pengetilførsel. Forslaget er en forlængelse af visionen om at skabe et aktivt samlingspunkt i Gedved, hvor idrætsforeningerne har et stærkt ønske om at centrere aktiviteterne omkring det nye idrætscenter.

Og det forslag har kommunen altså nu sagt god for – til stor glæde for arbejdsgruppen bag projektet:

- Det er virkelig fantastisk, at kommunen er gået med på vores forslag. Det er det afgørende skridt, der gør det muligt at realisere vores ambitiøse plan om at skabe et naturligt samlingspunkt i Gedved, hvor vores foreninger og borgere kan mødes og skabe stærke fællesskaber på kryds og tværs, lyder det fra Wanja Høj Sørensen, der er formand for Gedved Gymnastikforening og en del af arbejdsgruppen.

Tæt på målet om 16 millioner kroner

Arbejdsgruppen har brug for i alt 16 millioner kroner til at realisere deres ambitiøse visionsplan, der både vil give plads til en ny hal og et springcenter. De fire ekstra millioner fra kommunen betyder, at man nu er meget tæt på det magiske tal. Horsens Kommune havde nemlig i forvejen sat 10 millioner kroner af til en multisal i Gedved.

Derudover er arbejdsgruppen i fuld gang en storstilet indsamling blandt lokale borgere og virksomheder for at få samlet de sidste to millioner kroner ind. Her er der indtil videre blevet samlet 1,7 millioner kroner ind.

- Jeg er vildt imponeret over, hvor meget velvilje og opbakning, vi har mødt undervejs i det her projekt. Det viser bare, at der er rigtig mange folk her i Gedved, der brænder lige så meget for ideen om et idrætscenter og et samlingspunkt, som vi i arbejdsgruppen gør, siger Anders Schou Vigild, formand for Gedved Idrætsforening på vegne af arbejdsgruppen.

Når byggeriet begynder, skal SFO2 og Ungdomsskole flytte, men placering er endnu ikke afklaret, lyder det fra projektet.

Brugsretten af området med den eksisterende seminariehal og stadion overdrages først, når den nye hal er etableret i 2022.

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024