En veninde efterlod en flaske champagne og dette citat, på mit dørtrin nytårsaften:
”Hvis du er bekymret for, ikke at få et nytårskys, så husk, at valentinsdag er bare 45 dage væk – og der er du sikkert også single!”
En klar fordel ved hele corona-situationen og forsamlings forbuddet har været, at den traditionelle nytårsfest hos vennerne i år var aflyst. Jeg slap således for, som den eneste single i vennekredsen, at stå og tantekysse en ballon, da klokken slog 24.
Jeg har været single i 10 år nu. Ikke at jeg tæller. De fleste dage tænker jeg faktisk slet ikke over det, men det er som om, at denne årstid altid får mig til at stoppe op, og mærke savnet af ”nogen”.
Det starter allerede i slutningen af november måned, når tv-kanalerne skuer op for volumen af romantiske komedier, og særligt de mange julefilm. Jeg sluger dem råt. Der er noget trygt i deres forudsigelighed. Man ved jo inden der er gået 2 minutter, hvem der ender med hvem.
- Mand og kvinde møder hinanden, men kan ikke lide hinanden
- De skal arbejder sammen og løse et problem
- De fatter alligevel interesse for hinanden
- De er lige ved at kysse hinanden, men bliver afbrudt
- De bliver uvenner over en ligegyldig misforståelse
- De finder sammen og ender i ”det perfekte kys”
I jagten på ”det perfekte kys, kastede jeg mig, for et par år siden, ud i online-dating verdenen.
Som en veninde sagde: ”man kan ikke vinde, hvis man ikke spiller”.
Jeg har aldrig haft held i spil – og det har jeg åbenbart heller ikke, når det kommer til dating. Det var ikke just en opløftende oplevelse, om end, jeg er blevet et par gode historier rigere, som dog gør sig bedst, i festlig selskab, hvor jeg kan skylle den bitre smag ned, med rigelig mængder rom og cola.
Belært af mine veninders mange gode råd om, ikke at være kræsen og give manden en chance, og hertil lagt erfaringerne fra de mange julefilm, befandt jeg mig på et tidspunkt, på date med den mand, som jeg ikke brød mig om. Han var den type, der syntes hans chef var et komplet fjols, kollegaerne var hjernedøde idioter og ex-konen var sindssyg.
Men, som jeg jo havde lært af julefilmene, så skal man jo ikke kunne lide hinanden ved første øjekast.
Det kunne stadig ende i ”det perfekte kys”. Det gjorde det dog ikke!
Jeg kan ikke prale af, at have ”kysset en masse frøer”, men ham her, ja det kunne sikkert godt minde om, at kysse en tudse. Hans tunge lå og vippede i min ene mundvig, imens han forsøgte at gnide hans mandlige dele op af mit ben. Jeg ville have været flygtet, hvis det ikke havde været fordi, at min finger var i klemme i en af hans hudfolder i nakken. Jeg var fanget. Det var overhovedet ikke som på film!
Efter et halvt år i dating-verdenen, nåede jeg frem til den konklusion, at jeg nok var bedre tjent, med at forblive single. Jeg kunne selvfølgelig have valgt, at indledt et forhold til den 21-årige fyr fra Lolland, der var træt af at bo hjemme i forældrenes kælder, og derfor var mere end villig til, at flytte for den rigtige kvinde… Jeg syntes dog, at en aldersforskel på 20 år, var lidt meget - og jeg havde ikke brug for endnu en ”teenager” i huset.
”Han kommer når du mindst venter det! Du skal bare ud i verden og så står han der pludselig”, lød de trøstende ord, fra veninderne. Så det prøvede jeg så at tro på, imens jeg meldte mig, som frivillig til forskellige arrangementer og tilmeldte mig forskellige kurser, altid med den indstilling, at jeg selvfølgelig ikke ventede at møde ham, imens mit blik scannede lokalet efter ham, som ”jeg ikke ventede at møde”.
Men så pludselig, så opstod der en situation på mit arbejde. Et møde, en samtale, der gled lidt for nemt og hvor tiden løb afsted. Og jeg tænkte måske er det rigtigt, måske sker det faktisk, når man mindst venter det!
Jeg kørte storsmilende og håbefuld fra mødet, og forventede faktisk en opringning fra ham.
Den kom dog ikke, og jeg tænkte med det samme, hvorfor skulle han da også ville have en som mig?
Så vil du måske sige: ”Der er ikke nogen spand, der er så skæv, at der ikke er et låg der passer til.”
Og du har helt sikkert ret, men så er spørgsmålet: Er jeg den skæve spand, eller låget?
Jeg må absolut være den skæve spand! Men jeg er ikke sikker på, at jeg har lyst til, at nogen skal komme og ligge låg på mig. Jeg har mere brug for en, der vil fylde min spand op, når jeg skvulper lidt over. Jeg er i øvrigt også lidt utæt for neden, så der vil være behov for opfyldning med jævne mellemrum.
Faktum er, at min veninde har ret. Valentinsdag venter lige om hjørnet, og jeg er stadig alene.
Jeg turde ikke tage springe og ærligt sige, ”Hey, jeg kan godt lide dig”, og nu er chancen forpasset, og livet er gået videre. Jeg giver de romantiske julefilm skylden. For i filmene er altid manden der tager initiativet. Kvinden sidder bare og ser sød ud og venter. Jeg ville ønske jeg var lidt mere modig.
Så kære læser. Hvis du er så heldige at have en i dit liv, som gør dig tryg og elsker dig, for den skæve spand du er. Så husk at give ham eller hende et ekstra langt kys og hold dem tæt ind til dig.
For selvom penge er rare at have og venskaber er livets krydderi, så er ægte kærlighed, det sværeste at finde, og derfor det mest værdifulde i livet.
Glædelig valentinsdag til jer alle.
Kærlig hilsen fra hende ”der mindst venter det”
