
Det kan hurtigt blive en dyr affære, når tænderne skal fikses, og hvert år afholder tusindvis af danskere sig fra at gå til tandlægen pga. prisen. Men står det til SF Ungdom, bør egenbetaling hos tandlægen være fortid.
- Det giver simpelthen ingen mening, at det koster kassen at få fikset tænderne, mens behandling af resten af kroppen er gratis, udtaler SFU-formand, Carl Valentin.
Han mener, at egenbetalingen rammer socialt skævt.
- Gang på gang ser vi, at fattige, studerende og lavindkomstgrupper bliver væk fra tandlægen, fordi de simpelthen ikke har råd til den nødvendige behandling. Det er et problem, vi er nødt til at løse., mener SFU's landsformand, Carl Valentin.
- Alle, der har prøvet det, kan skrive under på, at tandpine er rædselsfuldt. Den slags bør ingen udsættes for. Desuden ved vi, at det ligesom med alle mulige andre sygdomme bliver både værre og mere omkostningsfuldt at behandle tandsygdomme, jo længere man venter. Skattefinansieret tandlægebehandling ville sikre, at flere gik til tandlægen, så snart de oplevede problemer. Det ville betyde mindre smerte og mindre omkostningsfulde indgreb, fordi sygdommene ikke ville udvikle sig i samme grad, det er win-win, udtaler Carl Valentin.
- Flere rundspørger har vist, at et flertal af danskerne faktisk mener, at man burde skattefinansiere tandlægebehandling. Det ville være en stærk værdikamp, hvis nogen i Folketinget havde modet til at tage forslaget op, og jeg er sikker på, at vælgerne ville belønne det, siger SFU's landsformand, Carl Valentin.
Og står det til SFU'ere, er det merbeskatning af de rigeste, der skal finansiere forslaget.
- Mens vi andre har oplevet sigende arbejdsløshed og nedskæringer i uddannelse og velfærd er overklassen blevet forgyldt. At afskaffe brugerbetalingen på tandlægebehandling kunne passende finansieres ved at hæve skatten for overklassen og bankerne og kræve penge ind fra de multinationale selskaber, der sniger sig uden om at betale skat i Danmark, slutter Carl Valentin.