
Når kalenderåret går på hæld er det normalt at gøre status. Status over livet, arbejdet, drømmene, målene osv. For mig er det første år i byrådet veloverstået, og det er tid til at stille sig selv spørgsmålene: ”Er Horsens Kommune på vej i den rigtige retning”, ”Fik du sat nogle aftryk” osv. – og så konstaterer jeg, at kommunen er på vej i den rigtige retning. Afgørende for en kommunens økonomi og succes er bl.a. to forhold. Så mange, som overhovedet kan, skal være på arbejdsmarkedet, og der skal være en rimelig balance mellem antallet af offentlige og private ansatte. Liberal Alliance gik til budgetforhandlingerne med ønsket om at fortsætte den 1% effektivisering af kommunens drift, der har været tidligere. Det var et samlet byråd, der gik ind for det, og jeg kan allerede nu afsløre, at vi vil fastholde en 1 % effektivisering i 2016. En langsigtet effektiviseringsstrategi giver stabilitet, og man undgår hovsa budgetlægninger, som vi har set i flere kommuner. Det giver tryghed for medarbejderne, hvis der ikke er pludselige afskedigelser, men derimod en forståelse for, at når 15 går på pension, så bliver der kun ansat 14. Af andre vigtige beslutninger vil jeg nævne den fortsatte nedsættelse af dækningsafgiften, køb af Fængslet, den foreslåede udeserveringsafgift, der blev afblæst, og en ny pulje til samarbejdet mellem foreninger og skole.
”Hvad er dine ønsker, stort som småt, for 2016 Dan Jensen?” kan du som læser spørge. Så her er nogle af mine ønsker, som jeg håber byrådet vil hjælpe mig med at få gennemført. Først skal vi i byrådet huske, at kommunen ikke kun er byen Horsens, og vore beslutninger skal derfor også være brugbare i de mindre samfund omkring os. Men derud over skal der være turbo på udviklingen af havnen, et tæt samarbejde mellem jobcenter og kommunens virksomheder, dækningsafgiftens fortsatte nedsættelse, prioritering af veje og fortovsrenovering, Vitus Beringsparken skal være mere åben og tilgængelig, fokus på sport og kultur, uddannelsescenter på slagterigrunden, en ambitiøs bosætningsstrategi, parkeringslicenser til beboere i midtbyen og flere andre konstruktive forslag, der vil gøre vores fælles kommune til et endnu bedre sted at bo.
Men samtidig vil jeg også ønske alle beboere i Horsens Kommune en glædelig jul og et godt nyt år.