Nekrolog over Knud Ankjær Pedersen



Knud er ikke hos os længere. Efter lang tids sygdom forlod han denne verden den 19. august 2021 og med hele familien omkring sig sov han stille ind, 65 år gammel.

Knud er født i Hvidsten lige over for kroen og har levet sit liv i Låsby og Silkeborg, inden adressen blev Gedved. Han er oprindeligt udlært købmand og fandt hurtigt ud af, at vinafdelingen i et supermarked havde hans særlige interesse. Denne interesse udviklede sig til, at han blev agent for leverandører og senere forhandler for vinproducenter i blandt andet Tyskland og Frankrig.

Vininteressen førte også til afholdelse af kurser og arrangering af vinrejser. Dette nød vi i klubben stor glæde af, da han arrangerede en meget vellykket tur til Mosel og på den måde kunne lave en kobling mellem sit professionelle arbejde og Rotary.

Horsens Vestre Rotary Klub optog Knud som medlem i marts 2008 og han forblev medlem til sin død. Han har gennem årene været et højt værdsat medlem og til fulde levet op til Rotary’s idealer.

Han har taget nogle af de krævende poster i klubben og efter et år som sekretær, blev han præsident i 2011. Efterfølgende har han været Counsellor i 4 år og kom som sådan i nær kontakt med såvel udvekslingsstudenter som forældrene til disse. Han havde en særlig interesse i at sikre, at alt gik, som det skulle og har været en stor hjælp for såvel udsendte som modtagne studenter.

Knud har som påskønnelse for sin store indsats fået tildelt en Paul Harris Fellow-udmærkelse af klubben og har i den sidste tid kunnet nyde et honorært medlemskab.

Han var aktiv i såvel lokalsamfundet som i kommunal- og regionspolitik. Han var medlem af det Konservative Folkeparti og har som sådan været opstillet til kommunalvalg i Horsens Kommune for partiet.

Knud var et vidende menneske og delte gerne ud af sin viden. Han var viljestærk, målbevidst og kom langt med humor, som indimellem også kunne være med et stænk af ironi. 

Fritiden blev gerne brugt sammen med familien på camping eller i sommerhus – og var der ferie i udlandet kunne vininteressen ikke trænges i baggrunden, så der blev også plads til besøg på vingårde.

Han efterlader sig hustruen Anne, som han har været gift med i 33 år og datteren Lykke, samt sønnerne Mikael, Allan og Jesper.

Æret være Knuds minde. Han vil blive savnet.

Preben Askjær
Klubmester
Horsens Vestre Rotary Klub

Lignende artikler

Preben Askjær

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024