Om dåb i en corona-tid



"Lad de små børn komme til mig! Det må I ikke hindre dem i" - sådan siger Jesus vredt til sine disciple, da de forsøger at genne kvinder og børn væk fra ham. Ordene er fra Markusevangeliet - og de siges ved enhver barnedåb. 

Af Jane Fromberg

I samme åndedrag understreger Jesus ydermere, at den, der ikke tager imod gudsriget ligesom et lille barn slet ikke kommer ind i det. Det lille barn er altså et forbillede for os. Et forbillede fordi barnet tager imod verden uden forbehold og er nærværende. 

Guds velsignelse er for alle til enhver tid og ikke noget vi på nogen måde kan eller skal gøre os fortjent til. Det står fast!

Når det er sagt, kan der dog godt have været nogle forældre, der har haft svært ved at finde en dato for dåb af deres barn i denne corona-tid. Usikkerhed omkring restriktioner - og evt. smitte kan have fået nogle forældre til at udskyde dåben, måske endda op til flere gange. Det er meget forståeligt. Man vil gerne dele sin glæde med så mange som muligt.

Nu åbner verden så sagte op igen! Det er skønt - og vi er mange, der glæder os. Hvis der sidder nogle forældre derude, som ikke nåede at få deres barn døbt, så skal I ikke afholde jer fra at tage kontakt til præsten. Det er aldrig for sent at blive døbt - også selvom man ikke længere kan presses ned i familiens dåbskjole!

Gode forårshilsner fra vikarierende sognepræst - Jane Fromberg.
 

Lignende artikler

Jane Fromberg

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024