Røde Kors sender 33 familier på sommerferie



Det er overskuddet fra de fire Røde Kors-butikker i Horsens Kommune, der gør det muligt for de to lokale Røde Kors-afdelinger (Horsens og Horsens Nord) at sende 33 familier på ferielejr.

33 familier i Horsens Kommune har fået besked fra Røde Kors om, at de skal på sommerferie i juli måned.

Det er Røde Kors afdelingerne i Horsens og Horsens Nord, der tilsammen sender de mange familier på sommerferie. Familieferierne har i øvrigt været en del af de to Røde Kors-afdelingers sociale tilbud i flere år.

Familierne er udvalgt i samarbejde med Horsens Kommunes socialforvaltning, og en del af familierne er i forvejen tilknyttet Røde Kors afdelingernes sociale tilbud, bl.a. familienetværk.

Horsens afdelingen sender sine familier til Askehøj Camping ved Silkeborg, og Horsens Nord afdelingen sender sine familier til Vestbirk Camping. Begge steder får familierne tildelt en hytte og får midler til at forsøde dagene med.

Det er overskuddet fra de to afdelingers fire Røde Kors butikker, der gør det muligt at sende de mange familier af sted. Horsens afdelingen har netop åbnet den nye butik på Vejlevej, og i Horsens Nord er der butikker i både Østbirk, Hovedgård og Tvingstrup.
 

Lignende artikler

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024