Store Græskar-dag i Egebjerg – klar til Halloween



Foto Henrik Meldgaard

Søndag 24. oktober fik over 100 børn og forældre en skøn eftermiddag sammen i Grusgraven midt i Egebjerg. Vejrguderne var med de mange deltagere, som var inviteret af Hansted-Egebjerg Lokalråd, og invitationen blev fulgt af rigtig mange børnefamilier, som her fik en lejlighed til at udhule og dekorere deres græskar, som så kan stå ved huset frem til Halloween – og denne aften sikkert med et fyrfadslys til at skabe den rette stemning.

Tekst og foto Henrik Meldgaard

Lokalrådet havde skaffet mere end 50 store og flotte græskar – og når gæsterne kom til indgangen til Grusgraven, blev man opfordret til at tage et græskar med ind i Grusgraven – og hurtigt var de store bord-bænkesæt optaget af forældre og børn, som skar på livet løs. Og ved 14-tiden brød solen frem fra skyerne og kastede glans over de mange kunstneriske og kreative snitterier. Og til alt held kom førstehjælpskassen ikke i brug!

Lokalrådet havde sørget for forplejning – der var ristede pølser med brød, og øl og sodavand til at skylle efter med. Coop 365 i Egebjerg havde leveret varerne, og vi takker for det gode samarbejde!

Foto Henrik Meldgaard

Ved 16-tiden var langt de fleste færdige, og alle fortjente en præmie for den kreative indsats. Lokalrådet var meget imponeret over det flotte fremmøde – og mens der blev snittet på livet løs, kunne medlemmer af Lokalrådet gå rundt og informere om det store projekt, der i løbet af 2022-23 vil forandre Grusgraven til en endnu mere spændende lokation i Egebjerg. 

Lokalrådet ønskede med denne græskar-event at skabe kontakt til de yngre generationer, så endnu flere kunne få øjnene op for de muligheder, som Grusgraven tilbyder beboerne i området. Hele projektet i Grusgraven er meget afhængig af borgerinddragelse og aktiv medvirken, og dette event gav Lokalrådet endnu mere tro på, at borgerne i Egebjerg er aktive og møder op, når det gælder.

Foto Henrik Meldgaard

Henrik Meldgaard

Løbende annoncer

Ugens Annoncer

Seneste video

Vi er ikke som de andre
27. mar 2024